Breiviks lejlighed er nu solgt: 650.000 kroner under pris

Den lejlighed, som Breivik boede i sammen med sin mor, er solgt for 650.000 under udbudsprisen.

Her i Skøyen boede Breivik samen med sin mor, inden han flyttede til en gård for at forberede sig på terrorangrebet den 22. juli 2011. (© NRK)

Den lejlighed, som terroristen Anders Behring Breivik boede i sammen med sin mor, er nu blevet solgt. Køber har givet 650.000 mindre for den, end den var sat til salg for.

Det skriver norske TV 2.

Lejligheden er en fireværelses lejlighed på 86 kvadratmeter, og den ligger i den vestlige del af Oslo, i kvarteret Skøyen.

Køber er glad

Den var sat til salgt for 3,7 millioner kroner, men blev ifølge TV 2's oplysninger solgt for 3.050.000 kroner.

- Køber er glad, og salgsprocessen var hurtig og gik godt. Lejlighedens historie har påvirket prisen, det var ventet, siger ejendomsmægler Marie Mindresunde Moen i Eie eiendomsmegling til TV2.no.

Hun ønsker ikke at kommentere på, hvor mange interesserede købere, der har været.

En million under lignende lejligheder

Få måneder inden terrorangrebet på Utøya og i Oslo flyttede Anders Breivik fra lejligheden og ud på en gård i Rena. Herefter har Breiviks mor, Wenche Behring Breivik, boet alene i lejligheden indtil sin død i marts. Den 22. marts døde den 66-årige kvinde nemlig af kræft.

Tre måneder efter - i juni måned - blev lejligheden sat til salg

Prisen på 3.050.000 kroner er markant lavere end andre lejligheder i området, hvor en lignende lejlighed er sat til salg for 4,2 millioner kroner, skriver TV 2.

Køber: Mærkeligt at Breivik har boet her

TV 2 har været i kontakt med den mand, der købte lejligheden. Han er 43 år gammel, men ønsker at være anonym.

- Jeg er i gang med at renovere lejligheden nu. Det er lidt underligt at tænke på, at Anders Behring Breivik har boet her, siger han til TV 2.

Anders Breivik har frasagt sig al arv fra sin mor. Så det er hans halvsøster, der bor i USA, som er den officielle sælger af lejligheden.

Den 22. juli 2011 dræbte Anders Behring Breivik otte mennesker i Oslo, da han placerede en bombe i regeringskvarteret. Bagefter skød og dræbte han 69 mennesker på øen Utøya.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk