Brexit kan splitte Irland i to: 'Den britiske retorik er respektløs og fornærmende'

Brexit kan genantænde mange års konflikter i Irland, og flere irere føler sig ikke respekteret af de britiske politikere.

Det kan blive et dramatisk opgør, når Storbritanniens premierminister, Theresa May, skal kæmpe for at få sin brexit-plan igennem i det britiske parlament.

For i Nordirland er der meget på spil, når parlamentsmedlemmerne stemmer.

Brexit kan nemlig i værste fald betyde, at der igen vil blive kontrol ved grænsen mellem Nordirland og republikken Irland.

Og dermed kan brexit risikere at puste ild i en konflikt mellem Nordirland og Irland, der har en lang historie med blodig borgerkrig.

Men den problematik tager de britiske politikere tilsyneladende ikke alvorligt, lyder kritikken fra Irland.

'Der er en idé om, at Irland er et sted meget langt væk'

- Irland har bare at rette ind - det er ikke rimeligt, at sådan et lille land skaber brexit-problemer for det store kongerige.

Nogenlunde sådan har bemærkningerne lydt fra flere engelske politikere, fortæller DR's korrespondent i London, Kim Bildsøe Lassen.

Mary Murphy finder britiske politikeres retorik om Irland 'chokerende'.

Og det vækker harme blandt irerne.

- Det er en retorik, som irerne tager meget dårligt imod, lyder det fra Mary Murphy, der er professor og ekspert i forholdet mellem England og Irland.

- Den er respektløs og fornærmende over for mange mennesker. Jeg finder også den retorik fornærmende, siger hun.

Der bor 4,7 millioner mennesker i Irland og i alt 66 millioner i Storbritannien - England, Wales, Skotland og Nordirland.

Nordirland er en del af Det Forenede Kongerige sammen med Wales, Skotland og England.
Nordirland er en del af Det Forenede Kongerige sammen med Wales, Skotland og England.

Så Irland er vant til at være 'lillebror' i det Forenede Kongedømme. Men alligevel er retorikken kommet bag på mange.

- Der er en idé om, at Irland er et sted meget langt væk, som ikke kan bruges til særlig meget, lyder det fra Anthony Creswell, der er direktør i en irsk virksomhed.

Den irske konflikt

Men det kan få store konsekvenser for Irland, hvis et såkaldt hårdt brexit - et brexit uden særlige grænseaftaler mellem landene - bliver ført igennem.

Det ville være meget trist og uheldigt, hvis der kom en ny grænse mellem republikken Irland og Nordirland, mener Anthony Creswell.

Nordirland og republikken Irland har nemlig en 30 år lang historie med borgerkrig, der først stoppede i 1998, da man valgte at åbne grænsen mellem de to.

Det var blandt andet spørgsmålet om Nordirlands uafhængighed, der vakte store uenigheder og ledte til op mod 2000 dødsfald.

Den åbne grænse har holdt freden mellem de to lande i over 20 år.

Derfor frygter Anthony Creswell i Irland nu en ny lukket grænse.

- Det ville være meget trist og uheldigt, og det vil helt sikkert påvirke folk, der bor på vores side af grænsen, siger direktøren, som frygter at det kan ende voldeligt.

Facebook
Twitter