12 dage igen: Tanken om Brexit puster til frygten for en "sort fredag"

Meningsmåling, som viser massiv føring til Leave-kampagnen, får pundet til at falde og spekulanterne til at overveje, hvad der venter forude.

Jeg husker meget tydeligt, hvor jeg befandt mig onsdag den 16. september 1992. Jeg sad i pressesalen i Europa-Parlamentet i Strasbourg.

Det helt forkerte sted at være.

For den historie, som var i gang, udviklede sig med lynets hast. Bare ikke i Strasbourg.

Dagen blev fuldstændig vanvittig.

En række omstændigheder - et dansk nej til Maastricht traktaten, en kommende fransk folkeafstemning og en del andet - havde fået valutahandlere, eller spekulanter om man vil, til at lugte blod.

En rente på 500 procent

Denne onsdag havde de indledt en spekulationskamp mod Bank of England, Riksbanken i Sverige og flere andre nationalbanker.

Markedet var overbevist om, at de kunne vinde kampen, så de handlede valuta i et omfang, som aldrig tidligere var set.

Når et lands valuta er under pres, så kan Nationalbanken reagerer ved at købe og sælge valuta og ved at hæve og sænke renten.

Og denne onsdag i 1992 blev en dag, hvor der time for time blev sat nye rekorder.

Dagen startede med en rente på 10 procent i England. Renten blev hurtigt hævet til 12 procent og nogle timer senere til 15 procent. Et renteniveau, som kan fremkalde koldsved hos enhver person med et bolig- eller forbrugslån.

I Sverige gik Riksbankschef Bengt Dennis endnu mere markant til værks.

Her blev marginalrenten først hævet til 75 procent, og inden dagen var omme, havde man i Sverige en rente på 500 procent.

Fem hundrede procent!

Al udlån stoppede naturligvis øjeblikkeligt. Ingen kunne låne en krone til noget som helst i Sverige.

Men intet hjalp, og ved dagens slutning gav de europæiske politikere og nationalbankdirektører op.

Cameron har før set pundet falde

Den britiske finansminister Norman Lamont kom ud fra sit kontor og forklarede pressen, at det britiske pund ville forlade det europæiske fastkurs-samarbejde.

Hvis man ser nøje efter, kan man se, at der i rækken af embedsmænd, som denne septemberaften 1992 kommer gående efter Norman Lamont, er en bekendt.

Det er den unge embedsmand David Cameron, manden som i dag er premierminister i Storbritannien, og som dengang fra nærmeste hold oplevede det, som endte med at blive kaldt Black Wednesday (sorte onsdag).

Den britiske premierminister, David Cameron. (Foto: ADAM GRAY © Scanpix)

Brexit får minderne fra 1992 frem igen

I går aftes var den så gal igen.

Lige inden markedets lukketid i USA kom avisen The Independent med en meningsmåling, som viste, at 55 procent af briterne nu vil stemme for, at Storbritannien skal forlade EU, mens kun 45 procent ønsker, at briterne skal blive i Unionen.

Målingen var nok til, at det britiske pund hurtigt faldt i værdi.

Men selv om pundets fald ikke var videre dramatisk, så var det alligevel en påmindelse om, at der kan vente usikkerhed forude.

Bank of England, erhvervsfolk og politikere med David Cameron i spidsen frygter, hvad der vil ske, hvis briterne faktisk bestemmer sig for, at Storbritannien skal forlade EU.

De frygter, at fredag den 24. juni, dagen efter afstemningen, bliver en sort fredag.

Penge at tjene?

For min egen del, så har jeg allerede garderet mig.

Jeg skal ikke endnu engang være på det forkerte sted på den forkerte dag, så jeg er i London fredag den 24. juni – Brexit eller ej.

Mange andre er også i gang med at gardere sig i forhold til den 24. juni.

For den, der kan forudse resultatet af afstemningen, er der nemlig penge at tjene. Både for spillefugle og valutahandlere. Og for den sidste kategori kan der være rigtigt meget at tjene.

Den mand, som tjente mest på den sorte onsdag, er finansmanden George Soros. Han har selv vurderet, at han tjente en milliard pund den dag. En indsats så imponerende, så der faktisk er skrevet en sang om det.