13 dage igen: 'Dræb budbringeren' fylder i britisk valgkamp

Meget tyder på, at alle saglige budskaber om fordele og ulemper ved britisk EU-medlemskab for længst er fyret af. Nu er kampagnens fokus ”kill the messenger”.

Leave-kampagnen, som ønsker, at Storbritannien skal forlade EU-samarbejdet, har én stjerne, som stråler over alle andre.

Boris Johnson, Londons tidligere borgmester, medlem af det britiske underhus, men frem for alt kendt som en karismatisk journalist og medieperson. Altid underholdende – aldrig kedelig.

Boris Johnsons betydning for Leave-kampagnen er så stor, at de britiske bookmakere simpelthen ændrede deres odds for et væddemål på Leave, den dag Boris Johnson meddelte, at han ville føre kampagne for et britisk EU-exit.

Meningsmålingerne peger på dødt løb, og det betyder, at Boris Johnson er helt central, når de mange tvivlere skal overbevises.

En måling fra avisen The Independent viser, at Boris Johnson har væsentlig højere troværdighed end premierminister David Cameron, når det kommer til EU-spørgsmål.

Kill the messenger

Så nu har Downing Street nr. 10 og Remain-kampagnen sat fuld fart på, hvad der vist kun kan kaldes operation ”kill the messenger” - dræb budbringeren.

Boris Johnsons troværdighed skal undermineres.

Det så man, da Remain-kampagnen i går aftes brugte mange kræfter på at angribe Boris Johnson, da der var EU-debat hos den britiske tv-station ITV.

Budskabet var, at Boris Johnson kun har meldt sig på Brexit-holdet, fordi han tror, at det kan gøre ham til Storbritanniens næste premierminister.

Og køen af Johnson-karaktermordere er lang.

Den tidligere konservative premierminister John Major kalder nu Johnson for en ”hofnar”, og tidligere EU-kommissær Chris Patten siger, at Boris Johnson ikke kan skelne mellem ”fakta og fiktion” - for at nævne et par stykker.

Men indtil videre lever Leave-stjernen Boris Johnson videre. Bookmakerne ændrede i hvert tilfælde ikke odds efter ITV-debatten:

https://twitter.com/MSmithsonPB/status/741158730725789696

Jeg har ét bud på, hvor Boris Johnsons overlevelsesinstinkt kommer fra.

Han har nemlig set det hele før.

Oplært i sin tid som EU-journalist

Boris Johnson og jeg begyndte begge som journalister i Bruxelles tilbage i 1988.

Dengang var Margaret Thatcher premierminister og hendes pressesekretær - ordet spindoktor var ikke opfundet dengang - Bernhard Ingham var en legende. Han lignede en bulldog, og han opførte sig som en.

I alle 11 år, hvor Thatcher holdt til i Downing Street, var Bernhard Ingham ved hendes side.

Ved EU-topmøderne trynede Ingham journalister med Thatcher-kritiske spørgsmål med en spidighed, som gjorde, at flere kolleger tøvede med at stille spørgsmål.

Boris Johnson var dog aldrig bange.

Og mens stats- og regeringscheferne sad indelukket i mødesalen, så kom Bernhard Ingham altid ned i pressebaren. Her drak han et par øl med journalisterne, mens han fortalte historier fra mødet, så journalisterne havde noget at skrive om.

Hvis nogen spurgte til emner, som var besværlige for Thatcher, så kunne man være sikker på at blive gjort godt og grundigt til grin af Bernard Ingham foran alle kollegerne, som flokkedes omkring ham.

Boris Johnson fra debatten i går. (Foto: MATT FROST/ITV/REX/Shutterstock © Scanpix)

Oplært i at få verbale tæsk

Man kunne opleve det selv, som både Boris Johnson og jeg har prøvet flere gange. Eller man kan læse om det i Bernhard Inghams erindringer, som naturligvis bærer titlen ”Kill the messenger”.

Helt tilbage fra firserne og frem til i dag har Boris Johnson fået verbale tæv – mange tæv.

Så han har prøvet det før.

Og så er der naturligvis også den anden mulighed, at det i virkeligheden er Boris Johnsons rugby-gen, som har gjort ham til en politisk overlever.

Rugby-genet er i hvert tilfælde tydeligt, selv når Boris Johnson spiller fodbold:

Hvad er det nu, briterne skal stemme om? Se med her: