ANALYSE Telefonsamtale mellem Merkel og Johnson har sendt brexit-aftale til tælling

Der er ikke meget, der tyder på, at EU og Storbritannien bliver enige om en aftale inden 31. oktober.

Et EU-flag vajer foran Big Ben i London. Flaget har en stjerne for hvert af de 28 medlemslande, og symbolikken er tyk, eftersom der mangler en stjerne - den britiske forstås. (Foto: Oli Scarff © Scanpix)

Den britiske premierminister, Boris Johnson, sendte med stor selvsikkerhed et forslag af sted til EU i sidste uge, som han kaldte både generøst og kreativt. Men tilbagemeldingerne fra EU har langt fra været opløftende.

Og da Boris Johnson mandag, efter en halv times telefonsamtale med den tyske kansler, Angela Merkel, lod sive til pressen, at tyskerne efter hans mening ikke var klar til noget som helst, begravede han måske også den sidste smule optimisme.

Nu begynder så en ny dramatisk og uforudsigelig runde i det store brexit-cirkus: Kampen om, hvem der har skylden!

Tyskland: 'Ingen kommentarer'

Briterne hævder, at EU's ufleksible holdning blot er endnu et bevis på, at EU vil gøre alt for at forhindre, at landet overhovedet forlader EU. At EU aldrig har forhandlet i god tro – særligt efter Merkels udsagn om, at hvis der skulle findes en aftale, så skulle Nordirland for evigt være en del af EU's toldunion.

Det er ifølge Johnson og hans regering et bevis på, at EU og tyskerne bare ikke vil acceptere, at Storbritannien vil ud af EU.

Den tyske regering har ikke villet kommentere på det, de siger er en fortrolig samtale mellem to statsledere, men der er ingen tvivl om, at de også kan se, hvor det her fører hen. Nemlig mod det, der bliver Johnson-regeringens valgoplæg frem mod et kommende parlamentsvalg i England, Skotland, Wales og Nordirland.

Johnsons helt afgørende valgslogan vil gå på, at han kæmpede alt, hvad han kunne for at få en rimelig og retfærdig aftale. Men at han blev stoppet af en koalition af parlamentet, højesteret og EU, der ikke vil acceptere befolkningens stemme og afgørelse.

- Så stem for mig … og så skrider vi fra EU så hurtigt som muligt, vil det lyde Boris Johnson.

Premierministeren siger stadig, at han vil hive landet ud af EU den 31. oktober med eller uden en aftale. Men lovgivning forhindrer det formentlig, og det virker som om regeringen også har indset, at det bliver svært.

'En stupid kamp om, hvem der har skylden'

Boris Johnson har brug for at kunne give andre skylden for, at han må bryde det løfte, han ellers har gentaget til den britiske befolkning igen og igen. Og også her står EU og parlamentet for tur. Det er eliten mod Boris og befolkningen, som det gentages igen og igen fra dem, der taler for regeringen.

Den voldsomme kritik af Merkel og EU fik den ellers normalt rolige formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, til tweet-tasterne:

- Det handler ikke om at vinde en stupid kamp om, hvem der har skylden. Det handler om EU's og UK's fremtid, skriver Donald Tusk blandt andet.

At blive skubbet rundt af en Kraut

Hvis man skulle være i tvivl om, hvor voldsom kampen om skyld og ansvar kan blive, så er man ikke i tvivl, når man ser en annonce indrykket i britisk presse efter Boris Johnsons og Angela Merkels kølige samtale:

Annoncen der er indrykket af Vote Leave-kampagnen.

- Vi vandt ikke to krige blot for at blive kostet rundt med af en Kraut (et stærkt nedsættende for tyskere, red.), lyder annoncen.

Det er Vote Leave-kampagnen, der har offentliggjort annoncen. Vote Leave var hovedarkitekterne bag den kampagne, der resulterede i det britiske nej. Kampagnen blev ledet af den kontroversielle Domenic Cummings.

I dag er Dominc Cummings chefrådgiver for Boris Johnson og regeringen.