Bildsøe: Boris Johnson har sat sig selv i en umulig situation

Den britiske premierminister skal finde et smuthul, hvis ikke han skal bryde et af sine løfter, lyder vurderingen.

Ingen kan se vejen ud for Boris Johnson lige nu, siger Kim Bildsøe Lassen. (Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS © Scanpix)

Når der er sat hak ved alle punkterne på mandagens dagsorden i det britiske parlament, sendes politikerne hjem til den 14. oktober.

Boris Johnsons omstridte beslutning om at suspendere parlamentet træder nemlig i kraft senere i dag.

Inden dagen er omme vil den konservative premierminister forsøge at få et nyvalg igennem. Som det ser ud nu, virker det dog noget usandsynligt, vurderer DR's korrespondent i Storbritannien, Kim Bildsøe Lassen.

- Det er næsten helt udelukket. Det kræver to tredjedele af flertallet, og det har han ikke. Og hvis det ikke lykkes ham at få spørgsmålet om et nyvalg igennem i dag, så kan vi udelukke, at der kommer valg i oktober. Det kan ikke lade sig gøre.

Tidligere i dag mødtes Boris Johnson med den irske premierminister Leo Varadkar, hvor de diskuterede det såkaldte 'backstop' - det politiske sikkerhedsnet, der skal sikre en åben grænse mellem Irland og Nordirland. (Foto: LORRAINE O'SULLIVAN © Scanpix)

I dag er et lovforslag endeligt vedtaget i Underhuset, der har til formål at forhindre regeringen i at forlade EU den 31. oktober uden en aftale.

Lovforslaget betyder, at hvis Boris Johnson vil trække Storbritannien ud af EU uden en aftale, skal han først have parlamentets tilladelse. Hvis parlamentet siger nej, skal regeringen bede EU om en udsættelse af brexit til den 31. januar 2020.

Kommer til at bryde et af løfterne

Tidligere i dag sagde premierministerens talsmand, at han ikke har tænkt sig at bede om en udskydelse af aftalen. Boris Johnson har også lovet, at han ikke går af, og at han ikke kommer til at bryde loven.

- Alt det her kan ikke være sandt, så på en eller anden måde skal han finde en vej ud, som ingen rigtig kan se lige nu, siger Kim Bildsøe.

- Det er umuligt at opfylde alt, hvad han har sagt han vil opfylde, så medmindre der findes et eller andet spidsfindigt forfatningsmæssigt eller juridisk smuthul, kommer han til at bryde et af de bastante løfter, han har givet.

Aftale eller ej?

Hvis Storbritannien skal træde ud af EU med en aftale, skal den være i hus inden den 19. oktober.

Lørdag aften lagde den britiske minister for arbejde og pension, konservative Amber Rudd, sin opsigelse på Twitter, hvor hun annoncerede, at hun både trækker sig som minister og som medlem af det konservative parti.

Det gjorde hun blandt andet, fordi hun mener, at der er blevet brugt mere energi på at forberede en no deal-aftale end på at gå i dialog med EU.

Ligeledes siger EU, at de ikke er blevet præsenteret for noget nyt, siden Boris Johnson tiltrådte posten i slutningen af juli.

Men da han besøgte den irske premierminister Leo Varadkar i dag, var han meget positiv omkring en aftale.

- Her understregede han, at han håber på en aftale, og at han synes, det vil være det allerbedste, siger Kim Bildsøe.

I givet fald skal aftalen altså være på plads den 19. oktober.

- Det virker meget usandsynligt, siger Kim Bildsøe.

Facebook
Twitter