Boris Johnson vil have valg i december

Den britiske premierminister forsøger igen at få udskrevet valg - men først skal EU afgøre, om brexit kan udsættes.

Premierminister Boris Johnson forsøger at få udskrevet valg i Storbritannien, hvis EU forlænger fristen for brexit. (Foto: JESSICA TAYLOR © Scanpix)

Den britiske premierminister, Boris Johnson, vil gerne give parlamentet mulighed for at debattere brexit-aftalen - men kun hvis de støtter hans forslag om at afholde parlamentsvalg den 12. december.

Det siger han i et interview med britiske BBC.

Premierministeren forventer, at EU vil forlænge tidsfristen for brexit, som er planlagt til at finde sted den 31. oktober - også selvom han reelt ikke er interesseret i en forlængelse.

- Hvis de (medlemmerne af parlamentet, -red.) virkelig vil have mere tid til at studere denne fremragende aftale, så kan de få det - men kun hvis de siger ja til at afholde valg den 12. december, siger han i et interview med det britiske medie.

Forslaget om et valg vil blive fremsat til debat og afstemning i parlamentet på mandag, oplyser formand for Underhuset, Jacob Rees-Mogg.

Opfordrer oppositionen til at sige ja

Boris Johnson opfordrer samtidig på det kraftigste Labour til at bakke op om et parlamentsvalg i mandagens afstemning. Det gør han blandt andet i et brev til oppositionsleder Jeremy Corbyn, som han har offentliggjort på Twitter.

- Jeg har skrevet til Jeremy Corbyn: Dette parlament må føre brexit ud i livet, eller et NYT parlament må føre brexit ud i livet, så vores land kan komme videre, skriver premierministeren.

Det kræver som udgangspunkt opbakning fra to tredjedele af parlamentet, hvis der skal udskrives valg i Storbritannien - et flertal, som Boris Johnson endnu ikke har formået at samle.

Oppositionen har indtil videre afvist at sige ja til et parlamentsvalg, førend regeringen kunne forsikre om, at Storbritannien ikke ville komme til at forlade EU uden en aftale den 31. oktober.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters vil Jeremy Corbyn gerne have et valg, men han vil dog ikke forholde sig til Johnsons opfordring, før han ved om EU vil udskyde brexit-datoen.

- Vores princip er: Tag no deal af bordet. EU svarer i morgen, og så kan vi beslutte os, siger han til nyhedsbureauet.

Svar fra EU kommer i morgen

Boris Johnson sendte i lørdags - mod sin vilje - et brev til EU, hvori han anmodede om at få forlænget fristen for brexit med tre måneder til den 31. januar 2020.

Det skete, efter det stod klart, at parlamentet ikke ville komme til at godkende hans brexit-aftale inden midnat.

Her udløb fristen for at få en brexit-aftale igennem parlamentet nemlig. Kunne premierministeren ikke opfylde denne frist, pålægger en ny britisk lov, som parlamentet hastede igennem i september, ham at bede EU om en udsættelse.

Det er forventningen, at EU vil give svar på, om Storbritannien får udsat tidsfristen for brexit, i morgen fredag.

EU-formand Donald Tusk har forud for beslutningen opfordret EU's 27 medlemslande til at sige ja til endnu udsættelse, og det forventes som nævnt at anmodningen vil blive godkendt.

Gør den det, vil det være tredje gang, at brexit, som oprindeligt skulle have fundet sted den 29. marts, bliver udsat.

EU's beslutning vil først være officielt gældende på mandag.