Brexit-møde i Luxembourg: Juncker mødes med den britiske 'Hulk'

Briterne skal bryde "lænkerne", som den utrolige Hulk, siger Boris Johnson. Han truer med at ignorere ny lov for at levere brexit.

Den britiske premierminister drager paralleller til tegneserie-figuren Hulk før dagens møde med EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker. (Foto: AIDAN CRAWLEY © Scanpix)

- Jo vredere Hulk bliver, desto stærkere bliver Hulk.

Sådan lyder ordene fra den britiske premierminister, Boris Johnson, med reference til tegneseriefiguren fra Marvel-universet, der går fra at være en professor til et stort, grønt monster, når han bliver vred.

Udtalelsen faldt i et weekendinterview med den britiske avis The Mail on Sunday, før dagens møde mellem Boris Johnson og EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker.

Her bebuder premierministeren, at briterne vil bryde ud af "lænkerne" og forlade EU den 31. oktober.

- Hulk undslap altid, uanset hvor stramt bundet han lod til at være - og det er også tilfældet for vores land. Vi kommer ud den 31. oktober.

Dermed agter han at ignorere den lov, som det britiske parlament for 10 dage siden vedtog, som pålægger Johnson-regeringen at udskyde brexit, hvis man ikke får en aftale med EU, skriver det britiske medie.

Optimisme fra Johnson-regeringen

Den britiske premierminister spiser i dag frokost med kommissionsformand Jean-Claude Juncker i Luxembourg. Det er det første møde mellem de to, siden Boris Johnson i juli overtog posten som britisk premierminister.

Her forventes de to ledere at diskutere Johnsons bud på en løsning af problemet omkring den nordirske grænse, skriver The Guardian.

Briterne er imod planerne om en såkaldt backstopper, der skal undgå en hård grænse mellem Irland og Nordirland, mens EU har insisteret på, at en bagstopper er en absolut nødvendighed.

Der er nu 45 dage til brexit, og meldingen fra den britiske premierminister er, at han arbejder på at få en aftale med EU, men samtidig understreger han, at han vil "afslutte usikkerheden" og trække Storbritannien ud af EU den 31. oktober - aftale eller ej.

Øjnene er i høj grad rettet mod EU-topmødet om en måned, der bliver anset som sidste chance for at lande en aftale.

Johnson skriver i en klumme i dag, at han tror, at man kan nå at få en aftale med EU og få den godkendt ved topmødet, der finder sted den 17. og 18. oktober.

I den seneste tid har meldingerne fra den britiske regering generelt været optimistiske med meldinger om, at der er gjort store fremskridt i diskussionerne med EU, og ifølge den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, er forhandlingerne gået ind i deres afgørende fase.

- Vi har udvekslet mange detaljer, og konturerne af en aftale er nu meget klare, siger udenrigsministeren ifølge Ritzau.

Men ifølge flere britiske medier er meldingerne fra EU mindre positive.

Kritik fra EU-top

The Guardian peger på, at Boris Johnsons Hulk-retorik har ført til hovedrysten i EU før dagens møde.

Herunder fra EU-parlamentets brexit-koordinator, Guy Verhoefstadt, der kalder Hulk-sammenligningen infantil.

Premierministerens retorik har fået flere på banen. Også den amerikanske skuespiller Mark Ruffalo, som har spillet figuren Hulk i Marvels film de seneste 12 år.

Han peger på, at Hulk arbejder bedst, når han er en del af et hold, og at "gal og stærk også kan være dum og destruktiv".

Også mindre kendte figurer har været på banen med humoristiske indslag.

Andre har dog støttet premierministerens retorik. Herunder brexit-minister Steve Barclay, skriver The Guardian.

- Hulk var en vinder og ekstremt populær. Jeg vil hellere støtte en karakter og en leder, som er Hulk, end en som er med i 'Flugten fra Hønsegården', som Jeremy Corbyn er, lyder det fra brexit-ministeren.

Dermed læner han sig op ad en formulering fra sin partiformand, der tidligere på måneden kaldte oppositionslederen for 'en klorvasket kylling'.

Efter dagens møde med Juncker skal Boris Johnson mødes med Luxembourgs premierminister, Xavier Bettel.