Britiske medier om ny brexit-ballade: 'Et parlament af fjolser'

Boris Johnsons indtil videre kuldsejlede brexit-forslag fylder mange spaltemeter i de britiske aviser i dag.

Boris Johnson og gårsdagens brexit-drama er på forsiden af de britiske søndags-aviser. (Foto: UK PARLIAMENT © Scanpix)

I går skulle have været den britiske premierminister, Boris Johnsons, store dag, da det britiske parlament enten skulle vende tommelfingeren op eller ned for hans forslag til landets EU-exit.

Men så langt nåede de britiske parlamentarikere som sagt ikke, da et snævert flertal i stedet stemte for et ændringsforslag, der udskyder den officielle godkendelse af Boris Johnsons brexit-aftale.

322 stemte ja, mens 306 af parlamentets 650 medlemmer stemte nej til forslaget, og det betyder, at Boris Johnson i går måtte sende et brev til EU-præsident Donald Tusk, hvor han bad om mere tid til at gennemføre brexit.

Dramaet i parlamentet fylder ikke overraskende mange spaltemeter i de britiske aviser.

Tabloid-avisen Sunday Mirror er blandt dem, som er nådesløse i deres kritik af Boris Johnson.

'Saturday Commons Drama' lyder ordspillet på forsiden, der henviser til det britiske parlaments navn 'House of commons'. Desuden står det der med store og tydelige bogstaver 'ydmyget' lige over et billede af Boris Johnson, mens det også lyder, at premierministeren 'er tvunget til at tigge' EU om brexit-udskydelse.

Avis: En million demonstrerede for ny afstemning

Avisen The Observer har et billede foran parlamentet i London, hvor hundredtusindvis af briter var samlet for at forlange en ny brexit-afstemning. På forsiden lyder det også, at en million briter gik på gaden i går.

The Sunday Telegraph fokuserer på en historie, som kørte i flere britiske medier i aftes. Flere medier skriver nemlig, at Boris Johnson nægtede at skrive det brev under, som han sendte til EU i går, hvor han bad om at få brexit udskudt.

For premierministeren gjorde det nemlig allerede i går klart, at han ønsker, at Storbritannien har forladt EU senest 31. oktober - altså om senest 11 dage.

En avis, der er gået i en lidt anden retning, er Mail on Sunday, som har billeder af fire toneangivende britiske politikere på forsiden. Og ingen af dem er Boris Johnson.

I stedet har de et billede af Labour-leder Jeremy Corbyn, Oliver Letwin - manden bag gårsdagens ændringsforslag -, parlamentets formand, John Bercow, og endelig den konservative politiker Philip Hammond.

Dette firkløver får indirekte skylden for, at Boris Johnson måtte udskyde sit brexit-forslag til den kommende uge. For avisen skriver med bogstaver 'et parlament af fjolser' lige over billederne af de fire toppolitikere.

Foto: Mail on Sunday

Sunday Express har 10 sider om gårsdagens drama, og på forsiden er der et billede af Boris Johnson.

Avisen har forsøgt at læse hans tanker, da de på forsiden stiller spørgsmålet: 'Why won't they let us leave', som bedst oversættes til 'hvorfor lader de os ikke forlade (EU)?