David Cameron: Jeg tænker stadig på brexit-afstemningen hver eneste dag

Premierministeren, der udskrev folkeafstemningen om brexit, kritiserer Boris Johnson forud for erindringsbog.

Boris Johnson og David Cameron har kendt hinanden siden, at de gik på Oxford University sammen. Her ses de køre i tog under valgkampen i 2014. (Foto: POOL New © Scanpix)

- Nogle mennesker vil aldrig tilgive mig for at afholde en folkeafstemning. Andre for at afholde den og tabe den.

Sådan siger den tidligere britiske premierminister David Cameron om sin skæbnesvangre beslutning om at sende brexit til folkeafstemning i et interview med den britiske avis The Times.

Her deler han blandt andet sine bekymringer om, at Storbritannien forlader EU uden en aftale og kritiserer den nuværende premierminister, Boris Johnson, for flere af hans handlinger både før og efter, at Johnson er blevet premierminister.

Tankerne om folkeafstemningen om brexit, som han udskrev i 2016, følger ham stadig, siger Cameron.

- Jeg tænker på det hver eneste dag. Folkeafstemningen og det, at vi tabte og konsekvenserne, og tingene, der kunne have været gjort anderledes - og jeg bekymrer mig desperat over, hvad der bliver det næste, der sker.

Beskyldninger mod Leave-kampagnen

Anledningen til, at Cameron vender tilbage til rampelyset er, at han snart udgiver en erindringsbog.

Her omtaler han sin tidligere partifælle - og kammerat siden universitetstiden - Michael Gove som løgnagtig, skriver Sky News.

Michael Gove ledte i fællesskab med Boris Johnson an i Leave-kampagnen, der i 2016 kæmpede for at få briterne til at stemme sig ud af EU.

I dag sidder Gove i Boris Johnsons regering, hvor han har til ansvar at forberede Storbritannien på et no deal-brexit.

Johnson og resten af Leave-kampagnen "efterlod sandheden derhjemme", mener Cameron, med kampagnens udsagn om, at Tyrkiet var på vej ind i EU samt påstanden om, at briterne hver måned sendte 350 millioner pund til EU.

Påstanden om de 350 millioner pund har vist sig at være misvisende. (Foto: DARREN STAPLES © Scanpix)

Gove og Johnson opførte sig "frygteligt", skriver han i bogen, beretter BBC.

Mediet skriver, at han ikke direkte opfordrer til en ny folkeafstemning om brexit, men siger, at det kan blive nødvendigt på grund af den fastlåste situation.

Han er nemlig ikke tilfreds med, hvad han ser, siger han.

- Jeg tror, at vi kan nå frem til en situation, hvor vi forlader EU, men er venner, naboer og partnere. Vi kan godt nå derhen, men jeg ville elske at spole frem til det tidspunkt, for det er meget smertefuldt for landet, og det er smertefuldt at være vidne til, lyder det fra Cameron.

Johnson skal mødes med EU-chef

På mandag rejser Boris Johnson til Luxembourg for at diskutere mulige veje ud af brexit-dødvandet med EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker.

- Jeg er forsigtig optimist. Men uanset udfaldet kommer vi ud (af EU, red.) 31. oktober, lød meldingen fra Johnson tidligere i dag ifølge The Guardian.

Ifølge Johnson sker der betydelige fremskridt.

EU's landbrugskommissær, Phil Hogan, som efter 1. november skal være unionens handelskommissær, mener også, at udviklingen er positiv.

- Den seneste udvikling i London giver os grund til nogen optimisme, siger Hogan ifølge det irske public service-medie RTE.

Hos den irske premierminister, Leo Varadkar, er meldingen dog mindre positiv. Her er meldingen i dag, at der stadig er stor afstand mellem EU og briterne i forhold til brexit, skriver Reuters.