Efter Brexit: Regeringen nedsætter task force

En tværministeriel task force skal kortlægge alle de politikområder, som vil blive påvirket af Storbritanniens udtræden af EU.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Kristian Jensen holder pressemøde efter den britiske EU-afstemning. (Foto: © Uffe Weng, Scanpix)

Den danske regering reagerer nu konkret på Storbritanniens udtræden af EU og nedsætter en såkaldt task force, der skal kortlægge alle de politikområder, som vil blive påvirket.

Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen er hovedprioriteten lige nu at få et overblik over, hvor Danmarks interesser er.

- Det er vigtigt, at vi forsvarer danske interesser og ikke er naive, men forstår hvad en dansk interesse er. Vi må ikke naivt forhandle til briternes fordel, siger statsministeren.

- Nu handler det om at varetage den danske slagteriarbejder, den danske landmand, den danske fiskers interesser, siger Løkke.

Han understreger, at det bliver en proces, hvor Folketingets partier inddrages i Europaudvalget.

Statsministeren kalder det britiske resultatet "skelsættende", men det ændrer ikke på hans holdning til, at Danmarks skal forblive medlem af EU.

- EU har sikret velstand, stabilitet og sikkerhed. Måske vi tager det lidt for givet. Men det er et faktum, at det er det europæiske samarbejde, der har bidraget til at sikre os dansk velstand og et fredeligt Europa og et genforenet Europa efter afslutningen på De Kolde Krig, siger Løkke.

- EU er ikke fejlfrit, men det er vores bedste mulighed for at påvirke den verden, vi på godt og ondt er den del af. Og det er den bedste mulighed for at håndtere grænseoverskridende problemer og varetage danske interesser. Vi hører til i EU, men gerne et slankere EU, siger Løkke.

Dansk Folkeparti har tilkendegivet, at de ønsker en dansk folkeafstemning om, hvorvidt vi skal have et mindre forpligtende samarbejde med EU, men det afviser Løkke.

- Vi hører til i EU. Jeg opererer ikke med, at vi skal have nogen folkeafstemning om det spørgsmål, siger statsministeren.