EU-formand byder Johnsons irske forslag velkommen: Men der er stadig problemer

Forhandlere fra EU og Storbritannien skal mødes og diskutere forslaget i de kommende dage.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson (t.v.), og formand for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, efter deres seneste møde i midten af september. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

Formand for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, har taget godt imod den britiske premierministers forslag om et alternativ til det såkaldte backstop.

- EU ønsker en aftale. Vi forbliver forenet og klar til at arbejde døgnet rundt for at få det ført det ønske ud i livet - ligesom vi har været de sidste tre år, lyder det i en udtalelse fra EU-formanden, efter han for kort tid siden talte med Boris Johnson i telefonen.

Men der er stadig problematiske punkter, som kræver meget mere arbejde i de kommende dage, tilføjer EU-formanden.

Det gælder blandt andet toldregler, fredsaftalen for Nordirland og den irske økonomi.

Alternativ til den helt store knast

Udtalelsen fra Jean-Claude Juncker kommer efter, at premierminister Boris Johnson tidligere i dag afleverede det forslag, som ifølge den britiske regering bør erstatte det meget udskældte irske bagstop.

Bagstoppet er en del af den brexit-aftale, som Johnsons forgænger, Theresa May, har forhandlet sig frem til med EU.

Det britiske parlament har dog flere gange afvist aftalen netop på grund af bagstoppet, som kritikere blandt andet mener truer den fredsaftale, som der blev indgået mellem Irland og Nordirland i 1998.

Det nye forslag vil fjerne bagstoppet fra aftalen og erstatte det med en irsk handelszone, så der ikke kommer grænsekontrol mellem Irland og Nordirland. Det på trods af, at Nordirland forlader EU sammen med resten af Storbritannien, når brexit indtræffer, mens Irland bliver i EU.

Zonen skal gøre, at Nordirland fortsætter med at følge EU's regler for kontrol med varer, men at landet samtidig forlader EU's toldunion sammen med resten af Storbritannien, når brexit træder i kraft.

Værre end Theresa May

Boris Johnsons forslag har allerede fået opbakning på hjemmefronten fra regeringens støtteparti, DUP.

Ifølge det nordirske parti, viser planen "regeringens forpligtelse til at arbejde sammen med vores naboer i Irland" og "respekt for Nordirlands økonomiske og forfatningsmæssige position i Storbritannien". Det skriver BBC.

Forslaget får samtidig - ikke helt uventet - en mindre varm modtagelse fra Johnsons politiske modstandere hjemme i Storbritannen.

Oppositionsleder og formand for Labour-partiet Jeremy Corbyn går så langt som at kalde forslaget for "værre end Theresa Mays".

Se Corbyns kommentar til forslaget i videoen her:

Dømt til at fejle

Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, er heller ikke bleg for at kritisere Boris Johnsons forslag om en ny irsk handelszone som alternativ til det udskældte bagstop.

- Svært at se, hvordan den britiske regerings "forslag" har nogen gang på jord. Og svært at komme uden om den konklusion, at det er dømt til at fejle. For Skotland består de fundamentale pointer - disse forslag vil føre os ud af EU, det fælles marked og toldunionen mod vores vilje. Det er uacceptabelt, skriver hun på Twitter.

Boris Johnson har også drøftet planen med den irske premierminister, Leo Varadkar, og Tysklands kansler, Angela Merkel, her til aften. Forhandlere fra EU og Storbritannien vil mødes i Bruxelles i de kommende dage for at forhandle videre.

Storbritannien står til at skulle forlade EU den 31. oktober. Men ifølge en ny britisk lov kræver det, at premierministeren har en aftale klar med EU, som parlamentet kan godkende senest den 19. oktober.

Alternativt skal han bede om endnu en udsættelse af brexit - det vil i så fald være tredje gang, det sker.

Herunder kan du danne dig overblik over nogle af de vigtige datoer, der venter i brexit-forløbet:

Brexit-kalenderen:

  • 14. oktober: Den nye parlamentsperiode i Storbritannien skydes i gang med en tale fra dronningen.

  • 17 og 18. oktober: EU-topmøde i Det Europæiske Råd.

  • 19. oktober: Hvis der ikke er vedtaget en aftale om udtrædelse inden denne dato, er Johnson lovmæssigt forpligtet til at bede EU om at udsætte datoen for udtrædelse.

  • 31. oktober: Storbritannien forlader EU.