Europa-Parlamentet vil vente på briterne: 'Vi får det sidste ord i forhold til brexit-aftalen'

Europaparlamentarikerne vil ikke stemme om brexit-aftalen, før briterne har godkendt den.

Europa-Parlamentet vil opføre sig "roligt og ansvarligt" i forhold til brexit-aftalen, siger David Sassoli, formand for Europa-Parlamentet. (Foto: Julien Warnand © Scanpix)

Europa-Parlamentet kommer ikke til at stemme om skilsmisseaftalen mellem EU og Storbritannien, før den er blevet godkendt af det britiske parlament.

Det slår David Sassoli, formand for Europa-Parlamentet, fast, efter at han i aftes mødtes med lederne af parlamentets politiske grupper.

- Europa-Parlamentet kommer til at få det sidste ord i forhold til udtrædelsesaftalen, lyder det fra formanden.

Det kan betyde, at Storbritannien ikke kan komme til at forlade EU den 31. oktober, som landets premierminister, Boris Johnson, ellers holder fast i.

Europaparlamentarikerne skal nemlig også godkende aftalen, før den kan træde i kraft, og ifølge planen skal der stemmes om den nu på torsdag i Strasbourg, hvor parlamentet i disse dage har samling.

Det britiske underhus skal dog først stemme om aftalen i dag og i morgen. Hvis den bliver godkendt her, skal den efterfølgende blåstemples af landets overhus, også kendt som House of Lords.

Om det kan nås inden torsdag, er uvist.

Efterårsferie kan spænde ben

På torsdag vil David Sassoli mødes med gruppeformændene igen for at gøre status på situationen i Storbritannien.

- Vi vil blive ved med at opføre os roligt og ansvarligt – og bevæge os hurtigt frem, når det bliver nødvendigt. Det er vores pligt, siger han og tilføjer:

- Jeg gentager, at Europa-Parlamentet vil få det sidste ord i denne sag.

Manfred Weber, der er formand for den kristenkonservative EPP-gruppe, understreger her til morgen, at Europa-Parlamentet "har samme ret" som briterne til at nærstudere aftaleteksten.

- Jeg tror ikke, at der kan træffes nogen beslutning i denne uge, siger Manfred Weber.

EPP-formand Manfred Weber vil ikke haste en afstemning om brexit-aftalen igennem. (Foto: ANDREAS GEBERT © Scanpix)

Dacian Ciolos, der er formand for den liberale Renew Europe-gruppe, tilføjer, at "det altså ikke er Europa-Parlamentet, der har travlt".

- Hvis ikke det sker i denne uge, så sker det ikke i denne uge, siger han.

Europa-Parlamentets næste samling er den 13.-14. november. Men ifølge DR's EU-korrespondent, Ole Ryborg, kan Europa-Parlamentet vælge at holde en ekstraordinær samling i næste uge.

- Problemet er, at der er efterårsferie, så der er en risiko for, at fremmødet bliver lavt. Derfor kan det være, at de først kommer til at stemme om den på den næste formelle samling, siger han.