Finansjournalist i London: Hele byen sitrer

Den danske finansjournalist i London Sara Sjölin fortæller om stemningen i byen og nervøsiteten i markederne på afstemningsdagen.

Banker, institutter og finansmedier som Marketwatchl hvor Sara Sjölin arbejder, har lagt nødplaner, hvis briterne siger nej.

I løbet af natten til fredag kan briterne blive mellem 10 og 20 procent fattigere.

Det kræver blot, at de i dag går ned til valgurnerne og sætter kryds ud for 'forlad EU', for så vil investorerne flygte ud af den britiske økonomi.

Det fortæller Sara Sjölin, der er journalist på det britiske finansmedie Marketwatch.

- Hvis det falder ud til et nej, anslår konsulenthusene, at pundet vil falde mellem 11 og 20 procent. Det er selvfølgelig gode nyheder for danskere, som vil til London i sommerferien og shoppe sko og tøj, for de vil tilsvarende blive meget billigere, siger hun og fortsætter:

- Til gengæld vil det ramme de briter, som skal på sommerferie i Europa, hårdt, fordi de skal lægge 20 procent oveni deres udgifter.

Sara Sjölin følger udviklingen på markedet tæt, og hun betragter et eventuelt farvel til Europas næststørste økonomi, som et meget risikabelt udfald.

- De internationale markeder taber lysten til at investere, og statsobligationerne vil falde rigtigt meget. Det kan ramme pensionskasserne, som er låst, og det kan få rigtigt store konsekvenser. Mandag skal de repositionere sig, og nogle af dem kan gå konkurs. Så det bliver ikke kun surt for bankerne, det rammer også 'the man on the street,' siger Sara Sjölin.

Hun tror selv på, at briterne bliver i EU. Sådan er stemningen i de kredse, hun bevæger sig i. Men hun er også bevidst om, at stemningen andre steder er stik modsat.

- Jeg sidder i London, alle mine venner bor i byen, og de fleste arbejder i finanssektoren og forventer, at vi bliver. Men så er det omvendt i andre kredse og i konservative britiske aviser, som er helt overbevist om, at de forlader EU, siger hun.

Hun regner ikke med at få meget søvn i nat.

Under alle omstændigheder er forventningen, at der kommer voldsomme reaktioner på markederne, når dagen gryr og valgresultatet er på plads:

- Hele byen sitrer, og det har den gjort i flere dage og sågar måneder nu. Det er som at se frem til et bryllup, påske, kandidatfest eller en stor dag, hvor alle har noget på spil. Der bliver snakket meget om det på kontorerne i dag. Samtidig kan vi ikke gøre noget før i morgen tidlig, siger Sara Sjölin.

Facebook
Twitter