Formand siger nej til afstemning om Boris Johnsons brexit-aftale

John Bercow mener, at underhuset allerede har behandlet skilsmisseaftalen med EU.

Formanden for det britiske underhus, John Bercow. (Foto: UK PARLIAMENTARY RECORDING UNIT © Scanpix)

Det bliver heller ikke i dag, at den britiske premierminister, Boris Johnson, finder ud af, om der er flertal i underhuset for hans skilsmisseaftale med EU eller ej.

Formanden for underhuset, John Bercow, har nemlig afvist at sende aftalen til afstemning i dag.

En afstemning om aftalen gik i vasken lørdag, da et flertal i underhuset stemte for et ændringsforslag, som udskyder beslutningen.

Regeringen er dog meget optaget af at få afstemningen til at ske, og derfor gjorde den et nyt forsøg i dag.

"En gentagelse"

Men formand John Bercow mener, at emnet allerede har været behandlet i underhuset lørdag. Derfor afviser han at gennemføre afstemningen i dag, fordi intet er ændret i mellemtiden.

- Min afgørelse er, at forslaget ikke vil blive debatteret i dag, fordi det ville være en gentagelse og uordentligt at gøre det, siger John Bercow i underhuset.

Formanden forklarede, at han har vurderet både forslagets substans og de omstændigheder, der omgiver forslaget. Og han konkluderer, at både substansen og omstændighederne er magen til dem, der var gældende lørdag.

Johnson har travlt

Der er kun ti dage til, at Storbritannien efter planen skal forlade EU. Efter John Bercows beslutning har Boris Johnson fået endnu mere travlt med at få den nødvendige lovgivning på plads inden deadline, skriver Reuters.

Regeringen har gjort klar til at fremsætte selve lovforslaget om udtrædelse fra EU i dag.

Det er dog først under andenbehandlingen i underhuset i morgen, at parlamentarikerne vil få mulighed for at stemme om dele af forslaget. Her vil der også være mulighed for at stille ændringsforslag. De kan trække processen i langdrag eller ændre forslaget til noget, som er uspiseligt for Boris Johnson.

Regeringen har tidligere tilkendegivet, at man kan finde på at opgive lovforslaget, hvis parlamentarikerne piller ved det.

Skuffet premierminister

En talsmand for Boris Johnson siger ifølge Reuters, at premierministeren er skuffet over John Bercows afvisning af "folkets vilje".

Regeringen vil nu gå videre med at fremlægge lovforslaget om udtrædelsen fra EU, oplyser talsmanden.

Han siger, at Boris Johnson i dag har været i kontakt med formanden for Europa-Parlamentet, David Sassoli.

Europarlamentarikerne skal også nikke ja til brexit-aftalen mellem EU og Storbritannien, før den kan træde i kraft. Boris Johnson og David Sassoli var ifølge premierministerens talsmand enige om, at begge parlamenter skal godkende aftalen før 31. oktober.