Generaladvokat: Storbritannien kan ensidigt droppe Brexit-skilsmissebegæring

Det britiske parlament kan egenhændigt standse Brexit, vurderer generaladvokaten.

Det er en gruppe skotske politikere som via en skotsk domstol, har bedt EU-domstolen forholde sig til, om Storbritannien skal bruge andre EU-landes accept for at trække sin skilsmisseansøgning. (Foto: Francois Lenoir © Scanpix)

Der er intet til hinder for, at Storbritannien kan trække sin beslutning om at melde sig ud af EU tilbage, også uden at have fået de øvrige EU-landes accept først.

Sådan lyder det fra generaladvokat ved EU-domstolen, Manuel Campos Sánchez-Bordona, i et forslag til en afgørelse i dag.

Generaladvokatens vurdering er ikke bindende for domstolen, som før har valgt at afgøre anderledes.

Men vælger EU-domstolen at lægge samme juridiske snit som generaladvokaten, som den ofte gør, kan det få stor betydning for Storbritannien.

Det vil nemlig i princippet gøre det muligt for briterne at trække deres Brexit-begæring tilbage før 29. marts næste år, hvor landet officielt udtræder.

Dermed vil det britiske parlament egenhændigt kunne stoppe Brexit, hvis det ikke er muligt at få en aftale med EU, som der er flertal for.

Afstemning om en uge

Det er en skotsk domstol som på vegne af en gruppe skotske politikere har bedt EU-domstolen forholde sig til om det kræver enighed i EU at afbryde en udmeldelsesproces.

Den såkaldte artikel 50 i Lissabon-traktaten, som handler om processen hvis et land vil melde sig ud af unionen, er nemlig ikke detaljeret nok til at give et entydigt svar.

Den britiske regering har gentagne gange understreget, at den ingen intentioner har om at standse Brexit eller bøje sig for presset om at få en ny afstemning.

Netop i dag starter fem dages debat i det britiske parlament, som skal lede op til den endelige aftale om den skilsmisseaftale, som Storbritannien har forhandlet på plads med EU.

Afstemningen finder sted om en uge, den 11. december. Forkaster parlamentet aftalen kan det medføre, at Storbritannien må forlade EU uden en aftale, den såkaldte "no deal".

EU-toppen har i hvert fald de seneste dage understreget, at aftalen, som EU-landenes regeringschefer godkendte i weekenden, ikke længere er åben for forhandling.

Facebook
Twitter