Gove vil forhandle med EU før briter sender udmeldelse

En af lederne af nej-kampagne siger, der skal forhandles med EU, inden artikel 50 aktiveres.

Michael Gove er sammen med Theresa May favorit til at overtage formandsposten i det Konservative parti efter David Cameron. (Foto: Andy rain © Scanpix)

Storbritannien skal have mulighed for at forhandle de foreløbige betingelser til at forlade EU, inden man aktiver den såkaldte artikel 50.

Det siger den konservative minister Michael Gove, der tidligere torsdag fortalte, at han er kandidat til posten som konservativ formand og premierminister.

- Efter at vi har haft mulighed for indledningsvist at forhandle og diskutere med vore europæiske partnere den beslutning, som det britiske folk har taget, er vi derefter på et passende tidspunkt nødt til at udløse artikel 50, siger Gove til BBC.

Artikel 50 i Lissabon-traktaten kan benyttes af et medlemsland til at melde sig ud af EU.

Det er næppe et synspunkt, som Gove kommer langt med.

De 27 øvrige lande i EU besluttede onsdag, at der ingen forhandlinger vil være med Storbritannien, før regeringen i London aktiverer artikel 50.

Gove sagde lidt tidligere på dagen, at den næste premierminister bør være en person, som støtter vælgernes beslutning om at forlade EU.

En anden kandidat er indenrigsminister Theresa May. Hun støttede ved folkeafstemningen premierminister David Camerons linje - at Storbritannien skulle blive i EU.

May og Gove anses umiddelbart at være favoritter til at blive Camerons afløser.

/ritzau/Reuters