Johnsons nordirske støtteparti: Vi kan ikke bakke op om brexit-aftale, 'som det ser ud nu'

Den britiske premierminister har kun få dage til at få en aftale i stand mellem EU og Storbritannien.

DUP-leder Arlene Foster kan ikke bakke op om det nuværende udkast til en aftale mellem EU og Storbritannien. (Foto: HENRY NICHOLLS © Scanpix)

Som det ser ud lige nu, kan den britiske regerings nordirske støtteparti, DUP, ikke bakke op om regeringens forslag til en brexit-aftale med EU.

Det skriver partiformand Arlene Foster i en udtalelse på Twitter.

- Vi har været involveret i løbende drøftelser med regeringen. Som det står lige nu, kan vi ikke støtte det, der bliver foreslået på toldområdet, og der er fortsat en mangel på klarhed omkring momsafgifter, lyder det i udtalelsen.

DUP er dog klar til at fortsætte samarbejdet med regeringen i forsøget på at få en "fornuftig aftale i stand, som fungerer for Nordirland, og som beskytter Storbritanniens integritet."

Udmeldingen kommer på en afgørende dag for Storbritanniens mulighed for at få en aftale i hus med EU, der kan sikre, at landet kan forlade unionen efter planen den 31. oktober.

Det er nemlig i dag, at EU's 27 medlemslande mødes for at drøfte det udkast, som efter sigende ligger næsten klar efter flere dages maratonforhandlinger mellem EU og Storbritannien.

Det afgørende flertal

Men DUP spiller også en helt afgørende rolle i at få en aftale med EU godkendt i det britiske parlament.

Ved tidligere brexit-afstemninger har flere ledende konservative parlamentarikere sagt, at DUP's udmelding er afgørende for, hvordan de stemmer om brexit.

Parlamentet skal på lørdag samles for at stemme om en eventuel aftale - hvis altså den i dag bliver godkendt af de øvrige EU lande.

Parlamentet har intet mindre end tre gange nedstemt tidligere forslag til en brexit-aftale - alle fremsat af Boris Johnsons forgænger, Theresa May.

Og DUP kan denne gang tippe flertallet i det britiske parlament for - eller imod - regeringen, som kan få særdeles vanskeligt ved at samle et flertal for en aftale uden det nordirske partis stemmer.

Det fortæller DR's korrespondent i Storbritannien, Kim Bildsøe Lassen.

- Man har fået fjernet nogle af de ting, som har gjort, at parlamentsmedlemmerne ikke ville stemme for Theresa Mays aftale, og de mest kritiske dele af det konservative parti, som heller ikke stemte for Mays aftale, er med ombord denne gang, siger han og fortsætter:

- Spørgsmålet er nu, om Boris Johnson har et flertal uden DUP. Det ser ikke sådan ud, men det er det, nogle i den britiske regering lige nu og prøver at finde ud af: Kan vi alligevel finde en måde at få det her igennem parlamentet. Men hvis man ikke har DUP med ombord, som det ser ud lige nu, så kan det blive vanskeligt for Boris Johnson.

Absolut sidste frist

Afstemningen i det britiske parlament lørdag udgør en vigtig skæringsdato for premierminister Boris Johnson.

Det er nemlig på denne dag, den 19. oktober, at premierministeren ifølge en ny britisk lov, allersenest skal have fået parlamentets godkendelse af en brexit-aftale – eller fået deres ja til at forlade EU uden en aftale - et såkaldt no deal-brexit.

Er det ikke sket, skal han sende et brev til EU, hvori han beder om endnu en udsættelse af brexit til 31. januar 2020.

Premierministeren har tidligere holdt hårdt på, at han under ingen omstændigheder ville bede om en udsættelse igen, men i onsdags bekræftede Storbritanniens brexit-minister, Stephen Barclay, at Johnson nok skulle skrive det brev, hvis der ikke kommer en aftale på plads til på lørdag.

Det forventes, at parlamentet samles til den såkaldte ”Super Saturday” – Superlørdag – på lørdag klokken 10 dansk tid. Det vil være første gang, at parlamentet samles på en lørdag siden 1982.