Kim Bildsøe Lassen: Højesteret har skudt Johnsons brexit-fortælling i sænk

Dommen er et alvorligt slag for Storbritanniens premierminister, siger DR's korrespondent.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, var ikke hjemme i London for at høre Højesterets dom. Han befinder sig nemlig i New York, hvor han i disse dage deltager i et FN-topmøde. (Foto: TIMOTHY A. Clary © Scanpix)

Et enigt panel på 11 dommere ved den britiske højesteret blev i dag enige om en historisk kendelse.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, handlede ulovligt, da han tidligere på måneden bad dronningen om at suspendere parlamentet - en suspendering, der trådte i kraft den 9. september, men altså nu er kendt ugyldig.

Det er et gigantisk nederlag for den britiske premierminister og for regeringen, fortæller DR's korrespondent i Storbritannien, Kim Bildsøe Lassen.

- Det var en enstemmig højesteret, 11 dommere, det højeste antal, der kan sidde, der simpelthen afgjorde, at han ikke har fortalt sandheden om, hvorfor han suspenderede parlamentet, og at han har ikke fortalt sandheden til dronningen om, hvorfor han forlangte af hende, at hun skulle suspendere parlamentet, siger han og fortsætter:

- Så jeg tror, vi kommer til at have et meget dramatisk døgn i britisk politik for at finde ud af, hvad det her kommer til at medføre.

Umiddelbart efter afgørelsen gik formanden for oppositionspartiet Labour, Jeremy Corbyn, på scenen under partiets partikongres og krævede premierministerens afgang. Den samme opfordring er siden kommet fra andre af parlamentets partiledere.

Regeringen bliver nødt til at lytte

Premierministerens beslutning om at suspendere parlamentet i fem uger frem til den 14. oktober vakte voldsom vrede, da det blev annonceret. Blandt andet fordi man mente, at premierministeren forsøgte at sætte parlamentet udenfor indflydelse forud for det forestående brexit. Det er nemlig planlagt til at finde sted den 31. oktober.

Dommernes afgørelse betyder, at suspenderingen simpelthen aldrig har været gyldig, og at parlamentet derfor fortsat er på arbejde og kan samles allerede i dag. Det kommer da også til at give oppositionen og resten af parlamentet vind i sejlene fremover, fortæller Kim Bildsøe Lassen.

- Det arbejde, man har været i gang med, der skal forhindre, at man falder ud af EU uden en aftale den 31. oktober, kan fortsætte. Så det her bare en markering af, at parlamentet har magt, og at regeringen simpelthen bliver nødt til at lytte til deres stemme.

Fortællingen er skudt i sænk

Boris Johnson har gentagne gange afvist, at suspenderingen, der er normal procedure i parlamentet, var motiveret af et ønske om at sætte parlamentet udenfor indflydelse.

Derimod var formålet ifølge premierministeren at give regeringen mulighed for at indlede en ny parlamentsperiode med en ny politisk dagsorden.

Men den forklaring har højesteret nu hældt af brættet, fortæller Kim Bildsøe Lassen.

- Det er for tidligt at sige, hvilke konsekvenser det her vil få for Boris Johnson som premierminister og partiformand, men det er klart, at det her svækker ham, og at hele den fortælling om, hvad det var han var i gang med at lave, er skudt i sænk.

Boris Johnson var en af bannerførerne for Leave-kampagnen i 2016. Her er her fanget i det øjeblik, som han formentlig er mest kendt for. Under fejringen af OL i London sad han fast i en svævebane i London. (Foto: Barcroft Media © Barcroft Media via Getty Images)

Dommen kan dog måske give Boris Johnson den undskyldning, han har brug for, for at udskyde brexit endnu en gang - noget han igen og igen har lovet ikke at gøre.

- Der er nogle, der spekulerer i, at han kan blive nødt til at sige, at man må udskyde datoen for brexit (den 31. oktober, -red.). Det kan altså give ham et halmstrå, en undskyldning for at udskyde det endnu en gang og så få afholdt et valg - når nu han kan hænge det op på den beslutning, som højesteret har taget, siger han.

Kim Bildsøe Lassen tilføjer, at trods rigelige reaktioner fra Johnsons politiske modstandere mangler vi stadig at høre fra hans konservative partimedlemmer - og ikke mindst fra Johnson selv, som befinder sig til FN's topmøde i New York, hvor det stadig er nat.

Føjer mere kaos til en allerede kaotisk situation

Endnu mere interessant bliver det at se, hvordan den britiske befolkning reagerer på højesterets beslutning, som er brænde på det kaotiske brexit-bål, der har brændt fyr og flamme de sidste tre år.

- Højesterets dom er en kæmpe beslutning i et land, der allerede er præget af totalt kaos - det her gør det bestemt ikke nemmere. Og så er der spørgmålet om hele Johnsons troværdighed og det faktum, at han har trukket dronningen ind i det her, siger Kim Bildsøe Lassen og fortsætter:

- For det betyder faktisk noget i det her land, at han har involveret hende i noget, der er ulovligt, og i den politiske mudderkasntning, som regeringen og parlamentet befinder sig i. Men hvor dybt det stikker, og hvor alvorligt man vil tage det, det bliver vi nødt til at se i den kommende tid.

Formand for parlamentet John Bercow har indkaldt parlamentet til at samles klokken 11:30 i morgen. Det forventes, at Boris Johnson vil komme med en reaktion på dommen inden længe.