Briterne skal stemme sig ud af EU. Danmark bør afholde en lignende afstemning, og danskerne bør også vælge af forlade det europæiske samarbejde.
Sådan nogenlunde lyder budskabet fra Liberal Alliances Ungdom, der i disse dage er i London for at lære af den britiske EU-afstemning og hjælpe 'forlad EU'-kampagnen med at vinde torsdagens valg.
- De problemer, der er med EU, kan ikke løses indefra, siger formand for LA Ungdom Stefan Roy Frederiksen.
Hvis briterne stemmer sig ud, mener ungdomspartiet, at Danmark bør følge trop.
Dermed lægger ungdomspartiet sig et stykke fra moderpartiet Liberal Alliance, der håber på fortsat britisk medlemskab af EU og på nuværende tidspunkt afviser en lignende afstemning i Danmark.
Liberal Alliances Ungdom kritiserer EU på flere områder.
Partiet mener, at EU holder afrikanske og asiatiske lande udenfor, når det kommer til frihandel. Samtidig kommer der for meget lovgivning fra EU, som betyder, at Danmark bestemmer for lidt selv. LA Ungdom ser også EU som for centraliseret og bureaukratisk.
Og selvom det på den korte bane kan få negativ betydning for økonomien at trække sig ud af det europæiske fællesskab, så taler formanden for at gøre det alligevel.
Venstres Ungdom og Radikal Ungdom er også i Storbritannien frem til folkeafstemningen.