May udfordrer rival til tv-debat om brexit

Premierminister vil for første gang duellere med Labours Jeremy Corbyn.

senest der var partileder-debat på britisk tv meldte Theresa May afbud. (Foto: handout © Scanpix)

Sidste gang der var parlamentsvalg i Storbritannien i 2017 vakte den konservative premierminister Theresa May opsigt ved at takke nej til stille op i debatter på tv med andre partiledere.

Men nu har May udfordret oppositionslederen Jeremy Corbyn fra Labour til en tv-debat om regeringens skilsmisseaftale med EU, som Labour har planer om at stemme imod.

- Ja, jeg er klar til at debattere den med Jeremy Corbyn. Fordi jeg har en plan. Han har ikke nogen plan, siger premierministeren til avisen The Sun.

Jeremy Corbyn har ifølge Reuters accepteret invitationen til tv-debatten, der ventes at blive afviklet 9. december - to dage før det britiske underhus efter planen skal stemme om skilsmisseaftalen.

Theresa May siger, at det bliver op til tv-stationerne at afgøre, hvordan debatten skal foregå.

Andre partier og brexit-grupperinger har allerede krævet, at de også bliver repræsenteret i studiet.

Tv-debatter mellem partiledere er først blevet en fast del af britisk politik det seneste årti, og normalt bruger partierne måneder på at diskutere formatet. Denne gang har de kun to uger.

Hvis debatten bliver til noget, vil det være første gang, at Theresa May og Jeremy Corbyn mødes i en direkte tv-duel.

Brexit-slutspurt

  • Det britiske underhus skal ifølge en tidsplan stemme om skilsmisseaftalen med EU 11. december.

  • Premierminister Theresa May har annonceret, at hun i den kommende tid vil rejse rundt i Storbritannien for at forklare vælgerne, hvorfor aftalen er den bedste vej frem for landet.

  • Før afstemningen vil der fem dages debat i underhuset.

  • Det kræver 320 stemmer at få aftalen vedtaget i underhuset, hvor der er forventning om, at mange parlamentarikere vil trodse partilinjerne.

  • De fleste britiske medier vurderer, at Theresa May er bagud i bestræbelsen på at få flertal for aftalen.