'Politisk dynamit': Johnsons modstandere jubler over afgørelse

Den britiske højesteret har afgjort, at suspenderingen af parlamentet var ulovlig.

Jeremy Corbyn giver thumbs-up til højesterets afgørelse. (Foto: Andy rain © Scanpix)

"Åben dørene til parlamentet!"

Forretningskvinden Gina Miller smiler bredt, efter at den britiske højesteret har givet hende ret i, at det var ulovligt, da premierminister Boris Johnson tidligere på måneden valgte at suspendere parlamentet i fem uger.

Højesteretsdommerne siger i afgørelsen, at formålet med suspenderingen var at undertrykke debat om regeringens brexit-politik.

Konsekvensen er, at suspenderingen bliver annulleret. Det betyder, at den parlamentssamling, som suspenderingen afbrød, stadig er i gang.

- Premierministeren må åbne dørene til parlamentet i morgen. Medlemmerne må tilbage og have modet til at stille denne skruppeløse regering til regnskab, siger Gina Miller, der sammen med andre rejste den oprindelige sag ved de engelske domstole mod regeringen.

Kæmpe nederlag

Tv-stationen BBC's jurakorrespondent kalder afgørelsen for "politisk dynamit", og DR Nyheders Storbritannien-korrespondent Kim Bildsøe Lassen er enig.

- Det her er et kæmpe nederlag for regeringen, siger han og fremhæver, at afgørelsen var enstemmig.

Formanden for det britiske underhus, John Bercow, hilser afgørelsen velkommen og lover at konsultere de britiske partiledere med det samme for at samle underhuset så hurtigt som muligt.

John Bercow siger, at højesteretsdommerne har "bekræftet parlamentets ret og pligt til at mødes på dette afgørende tidspunkt for at undersøge den udøvende magt og stille ministrene til ansvar."

Corbyn: Gå af

Lederen af det store oppositionsparti i britisk politik Labour, Jeremy Corbyn, kræver, at Boris Johnson går af.

- Overhold loven, tag no-deal (brexit uden aftale, red.) væk fra bordet og hold et valg for at vælge en regering, som respekterer demokratiet, siger Jeremy Corbyn.

Ian Blackford, som er medlem af underhuset for det skotske nationalistparti SNP, kræver også premierministerens afgang:

Lederen af Brexit-partiet, Nigel Farage, kalder beslutningen om at suspendere parlamentet for "den værste beslutning nogensinde" og kræver, at Boris Johnsons nærmeste rådgiver, Dominic Cummings går af:

Den konservative regering har foreløbig ikke sagt andet, end at afgørelsen vil "blive overvejet". Men et af partiets parlamentsmedlemmer, brexit-tilhængeren Tom Tugendhat, har allerede postet et billede af sig selv på plads i underhuset: