Stigende antal danskere vil have afstemning om EU

Stadig flere danskere er tilhængere af en folkeafstemning, når det kommer til spørgsmålet om Danmarks EU-medlemskab, viser måling.

En Epinion-måling foretaget for DR Nyheder viser, at 42 procent af danskerne foretrækker en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark fortsat skal være medlem af EU.

Om to uger tager briterne stilling til, om de fortsat skal være medlem af EU.

Og alt imens briterne forbereder sig på at gå i stemmeboksen, vokser EU-skepsissen blandt befolkningen herhjemme.

En Epinion-måling foretaget for DR Nyheder viser, at 42 procent af danskerne foretrækker en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark fortsat skal være medlem af EU.

Dermed er der sket en stigning på fem procentpoint inden for de sidste tre måneder. Samme tal fra februar viser nemlig, at 37 procent på daværende tidspunkt gik ind for en folkeafstemning om EU.

Og den udvikling vækker begejstring hos Dansk Folkeparti.

- Jeg synes, det er meget opløftende, fordi det illustrerer, at rigtig mange danskere er trætte af den måde, EU fungerer på, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl.

Han mener især, at briternes forestående folkeafstemning d. 23. juni har fået danskerne til at tro på, at en tilsvarende afstemning kan lade sig gøre herhjemme.

Formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, glæder sig over den seneste Epinion-måling, der viser, at stadig flere danskere vil have en folkeafstemning om Danmarks EU-medlemsskab. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

- Jeg tager det som et udtryk for engagement og tro på fremtiden, at der er så mange, som i virkeligheden tør tro på muligheden for, at der på et tidspunkt kommer en afstemning om EU, siger Kristian Thulesen Dahl.

Flere vil helt ud af EU

Målingen fra Epinion viser også, at antallet af danskere, der går ind for et dansk EU-medlemskab, er dalet.

I november sidste år ville 56 procent stemme ja til et fortsat medlemskab. Det tal er i dag nede på 44 procent. Samtidig viser undersøgelsen, at 31 procent tilbage i november 2015 ville stemme nej, mens det tal i dag er oppe på 37 procent.

(Det fremgik tidligere, at tallet over hvor mange danskere, der i dag ville stemme nej, var på 42 procent. Det korrekte tal er 37 procent.)

Dermed ville der stadig være flertal for et fortsat medlemskab, hvis danskerne skulle i stemmeboksen i morgen. Men alligevel mener Socialdemokratiets EU-ordfører, Peter Hummelgaard, at udviklingen er foruroligende.

- Jeg synes først og fremmest, at det er bekymrende. Mest af alt hvis det skulle føre til at Danmark meldte sig ud, siger han og tilføjer:

- Det vil være en uhyre dum ide med et DK-EXIT. Det er ikke i Danmarks interesse at melde sig ud af EU. Vores største eksportmarked ligger inden for EU, vores økonomi er afhængige af det, og hvis vi skal tackle alle de store udfordringer, uanset om det hedder flygtningekrise, klimakrise, ulighedskrise eller skattely, så er det noget, vi er nødt til at gøre i fællesskab, siger Peter Hummelgaard.

Uenighed om afstemning

Den analyse deler man i regeringen, hvor man fortsat er tilhængere af EU-projektet. Til gengæld understreger Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, at han godt kan forstå danskernes udbredte EU-skepsis.

- Jeg er i den grad europæer af hjertet, men det eneste, vi hører om EU i øjeblikket, er, at vi ikke kan løse de udfordringer, vi står overfor i fællesskab. Så selvfølgelig opstår der en skepsis, siger han og henviser til Epinion-målingen.

Alligevel mener Jakob Ellemann-Jensen ikke, at der er nogen grund til at følge i hælene på briterne.

I stedet for at vende ryggen til EU bør man i højere grad finde fællesløsninger på de problemstillinger, medlemslandende står overfor. Mens politikerne herhjemme bør blive bedre til at tale EU-projektet op frem for ned, forklarer han.

Derfor håber Venstres politiske ordfører også på, at det bliver til et ja, når briterne om to uger går i stemmeboksen.

- Lad os nu lige tage en ting ad gangen. Briterne skal have en afstemning og lad dem om det. Og lad os så se på, hvad resultatet bliver der. Jeg håber jo, at briterne bliver i EU, for det vil også styrke Danmark, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Hos Enhedslisten er man derimod stærke tilhængere af en folkeafstemning.

Her mener man, Ligesom hos Dansk Folkeparti, at afstemningen i Storbritannien har fået flere danskere til at tro på, at det også kan lade sig gøre i Danmark, fortæller EU-ordfører Søren Søndergaard.

- Afstemningen i England viser jo, at det er realistisk. Og derfor er der flere, som siger, at 'når englænderne kan få lov til at stemme, så skal vi selvfølgelig også have lov til det', siger han og understreger, at EU har ændret sig meget siden 1972, hvor Danmark tilsluttede sig.

Derfor kommer det heller ikke bag på ham, at EU-skepsissen blandt danskerne er steget. Og ifølge Søren Søndergaard er det derfor også på tide, at man i Danmark får afholdt en folkeafstemning om Danmarks EU-medlemskab.

Epinon-målingen:

Bør Danmark afholde en folkeafstemning, om hvorvidt Danmarks fortsat skal være med i EU?

  • Februar 2016

  • Ja 37 % (372)

  • Nej 49 % (494)

  • Ved ikke 11 % (114)

  • Maj 2016

  • Ja 42 % (513)

  • Nej 38 % (467)

  • Ved ikke 15 % (178)

Hvad ville du stemme, hvis der var folkeafstemning om Danmarks medlemskab af EU i morgen?

  • November 2015

  • Ja til Danmarks medlemsskab 56 % (1502)

  • Nej til Danmarks medlemskab 31 % (841)

  • Ved ikke 12 % (332)

  • Maj 2016

  • Ja til Danmarks medlemsskab 44 % (529)

  • Nej til Danmarks medlemsskab 37 % (454)

  • Ved ikke 14 % (170)

Facebook
Twitter