Tegn på gennembrud i brexit-forhandlinger mellem EU og Storbritannien

Grænsen mellem Irland og Nordirland forbliver sandsynligvis åben efter Brexit, skriver flere medier.

Kommissionsformand Jean-Claude Juncker og Storbritanniens premierminister Theresa May mødtes i dag for at tale status på Brexit. SCANPIX (Foto: Julien Warnand © Scanpix)

Det ser ud til, Storbritannien og Irland er tæt på at finde et kompromis om, hvordan grænsen og mellem Irland og det britiske Nordirland skal se ud, Når Storbritannien er endeligt ude af EU.

Det skriver flere britiske medier herunder Financial Times.

Dagen igennem har der været intense forhandlinger mellem parterne.

I Irland har man været bekymret for, om der ville blive genindført grænsekontrol til Nordirland, der er en del af Storbritannien.

Men med udkastet til aftalen, om hvordan grænsen fremover skal se ud mellem de to lande, ser det nu ud til, Nordirland får særstatus og de dermed fortsat kan høre under enkelte EU-regler.

- Det vil sige, at man måske kan lave en form for særordning, hvor dele af det indre marked og noget af toldunionen fortsat kan gælde Nordirland, lyder det fra Kim Bildsøe, der er DRs korrespondent i Storbritannien.

Politisk begejstring for dagens udvikling

Mellem EU-lande er der åbne grænser, så arbejdskraft og varer kan bevæge sig frit mellem medlemslandene. Med Storbritanniens beslutning om at træde ud af EU, har det ind til nu været uklart, hvordan grænsen mellem Storbritannien og EU-medlemslandet Irland ville se ud, når Storbritannien er helt ude af EU.

Dagens udvikling vækker begejstring hos EU-præsident Donald Tusk, som efter en telefonsamtale med Irlands premierminister Leo Varadkar, udtrykte sin begejstring på det sociale medie Twitter.

https://twitter.com/eucopresident/status/937663925482590208?ref_src=twsrc%5Etfw

Tidligere har Tusk sagt, at EU ikke vil indgå en aftale om grænsen mellem de to lande, med mindre Irland støtter den.

Her til eftermiddag mødes EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, med den britiske premierminister Theresa May. Her skal de diskutere, hvordan status på forhandlingerne om det britiske exit fra EU ser ud.

Før man kan komme videre med forhandlingerne om Storbritanniens udtrædelse af EU, skal man være blevet enige om en række punkter. Det drejer sig altså blandt andet om fremtidens grænse mellem Irland og Nordirland, som efter Brexit kan betegnes som en grænse mellem EU og Storbritannien. Og man skal helst nå til enighed på flere punkter, inden et EU-topmøde, der finder sted den 14. og 15. december.

Facebook
Twitter