Trods første brexit-sejr: Lang og besværlig vej venter May

Første forhindring er overkommet, men nu venter en række andre.

Den britiske premierminister Theresa May fortalte foran Downing Street nr. 10, at hendes ministre bakker brexit-forlaget op. (Foto: Andy rain © Scanpix)

Storbritanniens premierminister Theresa May har sikret sig opbakning fra sin egen til regering til en brexit-aftale.

Ifølge Kim Bildsøe Lassen, DR's korrespondent i Storbritannien, er opbakningen en stor sejr for Theresa May.

- Nu kan hun tage situationen videre og forsøge at forhandle aftalen igennem. Men vi mangler stadig at høre fra ministrene, der var med. Hun sagde nemlig ikke, om der var fuldstændig opbakning fra alle, og vi ved ikke, om der er nogen af ministrene som har valgt at trække sig tilbage, siger Kim Bildsøe Lassen.

Mays møde med ministrene trak ud, og hun kom to timer senere end forventet ud for at fortælle om nyheden.

At mødet trak ud, tolkes af Bildsøe Lassen som et tegn på, at der kommer til at være yderligere udfordringer forude, siden hendes egne regeringsmedlemmer havde så svært ved at acceptere aftalen:

- Det her var de folk, der var allertættest på hende. Når dé har så svært ved det, siger det noget om, hvordan de andre politikere i parlamentet vil reagere på det, siger Kim Bildsøe Lassen.

Intet er sikkert

Det hele er stadig også meget usikkert ifølge Kim Bildsøe Lassen.

Der er nemlig store problemer i Theresa Mays eget parti – hvor mange af dem, der vil forlade EU, mener, at Theresa May har givet alt for meget væk, og at EU får indflydelse på britisk lovgivning i for lang tid fremover.

En af de ting, de især er kritiske overfor, er overgangsperioden. For her kan Storbritannien ikke alene bestemme, om man skal gå videre med aftalen. Det skal EU også være med til at bestemme.

- De føler, at det giver EU helt urimeligt meget magt over briterne. På den anden side er der folk, som gerne vil have en endnu tættere tilknytning til EU, som siger, at det her ikke skaber den sikkerhed for virksomheder og borgere, som de gerne vil have. Så de er også kritiske.

Theresa May bliver altså bekæmpet fra alle sider – også af hendes støtteparti fra Nordirland, som hun onsdag aften indviede i aftalen, og som hun højst sandsynligt også skal forhandle med.

Partiet har nemlig tidligere sagt, at de er meget kritiske, og at de ikke kan se sig selv stemme for aftalen.

Derfor bliver det kompliceret og vanskeligt for Theresa May at komme videre og få stemt aftalen igennem i parlamentet.

- Nu kommer der nogle dage, hvor hun vil prøve at sælge den og andre kommer til at nedgøre aftalen. Nogen vil sige, at det slet slet ikke var dét briterne stemte for, siger Kim Bildsøe Lassen.

EU-reaktioner er afdæmpede

DR's EU-korrespondnt Karin Axelsson er enig med Kim Bildsøe Lassen i, at aftalen er første skridt på vejen, men at vejen stadig er lang.

- Der bliver bidt mindre intensivt negle nu, hvor man har set, at det har lykkedes Theresa May at nå et meget vigtigt skridt i mål – at få sin regering bag sig - måske med meget stor kamp. Men de er slet ikke i mål endnu. Derfor skal de ikke glæde sig for meget, siger hun.

Reaktioner fra europæiske ledere vidnede idag om stor lettelse, men der er stadig et stort stykke arbejde foran, og det ved EU-ambassadørerne godt.

- De har også været samlet i lige så mange timer i dag for at blive briefet om aftalen. Men de har ikke været igennem alle 585 sider endnu. Dem skal de se på i løbet af de kommende dage, se om de kan stå inde for, siger Karin Axelsson.

Fordi EU-ambassadørerne er klar over, at der er lang vej endnu, forventer Karin Axelsson at se en meget afdæmpet reaktion de kommende dage og uger fra EU-landene, fordi man er meget påpasselig og bange for ikke at skubbe yderligere til den oppiskede stemning, der er i Storbritannien.

- Man ser frem til et stort stykke arbejde og et ekstraordinært topmøde højst sandsynligt den 25. november, hvor statsregeringscheferne kan mødes og forhåbentligt nikke ja til denne her aftale, siger hun.