Tusk opfordrer (næsten) briterne til at blive i EU

EU-formand kalder en aftale med briterne "umulig", og det efterlader en oplagt løsning.

Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, har en oplagt løsning på Storbritanniens problemer med brexit. (Foto: SILVIU MATEI / AGERPRES FOTO © Scanpix)

Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, har sendt en slet skjult opfordring til Storbritannien om at blive i EU.

Efter premierminister Theresa May i dag tabte en afstemning om sin skilsmisseaftale med EU i det britiske underhus med historisk stor margin, mener Donald Tusk, at en aftale med briterne ligner en umulighed.

- Hvis en aftale er umulig, og ingen ønsker no-deal, hvem vil så endelig have modet til at sige, hvad den eneste positive løsning er, spørger Tusk på Twitter.

Ifølge nyhedsbureauer kan tweetet ikke tolkes anderledes, end at Tusk vil have briterne til at blive i EU.

Uklare forhandlinger

EU-Kommissionens formand, Jean Claude Juncker, opfordrer Storbritannien til "at tydeliggøre sine intentioner så snart som muligt."

Juncker tilføjer, at EU nu vil intensivere sine forberedelse på den situation, at Storbritannien forlader uden en skilsmisseaftale.

Se Theresa Mays reaktion på afstemningen:

Det har været ventet, at Theresa May i løbet af få dage vil rejse til Bruxelles til nye forhandlinger om skilsmisseaftalen - men det er uklart, hvad parterne i så fald skal tale om.

EU's chefforhandler i brexit-spørgsmålet, Michel Barnier, har her til aften gentaget, at EU har udvist "kreativitet og fleksibilitet" i forhandlingerne.

- Vi vil forblive forenet og fast besluttet på at opnå en aftale, siger Michel Barnier, som understreger, at det er briterne, som skal fortælle EU, hvad der nu skal ske.

Macron: EU har strakt sig

Som et ekko af EU's topfolk siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at EU har strakt sig "så langt, som det er muligt" i forhandlingerne med Storbritannien.

Macron ønsker samtidig briterne "held og lykke" med at finde en udvej, inden skæringsdatoen 29. marts, hvor bruddet med EU formelt finder sted.

Endnu har EU's mest magtfulde regeringsleder, Tysklands Angela Merkel, ikke kommenteret Theresa Mays nederlag.

Men kanslerens forventede arvtager, CDU's partileder Annegret Kramp-Karrenbauer, siger, at et hårdt brexit - altså uden en skilsmisseaftale - er den værste af alle muligheder.

Den spanske regering er enig. I en udtalelse kalder man et exit uden en aftale for "katastrofalt" for Storbritannien, mens Irlands regering udtaler, at det er "et dårligt resultat for alle, ikke mindst for Nordirland".