Tysklands kansler Angela Merkel har netop holdt pressemøde, efter det er en realitet, at Storbritannien forlader EU.
- Der er ingen vej uden om det. Det her et nederlag for EU, sagde hun og fortsatte:
- Hvad der sker de næste dage, måneder og år vil afhænge af, hvad vi - de resterende 27 EU-nationer - er villige til at gøre.
Den tyske kansler understregede dog, at målet er at få et tæt forhold til Storbritannien i fremtiden.
Desuden blev det understreget, at Tyskland har en stor interesse i og ansvar for, at det europæiske fællesskab bliver en succes.
Angela Merkel og resten af regeringen går en travl tid i møde, nu hvor Storbritannien har stemt om at forlade EU.
Det forklarer DR’s Tysklands-korrespondent Michael Reiter.
- Tyskland har slået politisk katastrofealarm, fortæller han.
I den kommende tid skal udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier mødes med udenrigsministrene fra Benelux-landene, Frankrig og Italien. Og i næste uge skal de tyske forbundsstater mødes til en ekstraordinær forsamling.
- Tyskerne er ekstremt nervøse for, hvad det betyder for EU’s rolle internationalt. Derudover er der frygt for erhvervslivet, da Storbritannien er Tysklands tredjestørste eksportmarked. Og tyskerne frygter for deres position i EU, når de mister en af deres nærmeste allierede. Tyskland er bekymret for, om de kommer til at stå isoleret som liberalt-konservativt land i Europa.