Valgstederne lukker i Storbritannien: Uanset hvad får Ukip en fest

Resultatet er absolut ikke givet på forhånd, men EU-afstemning rammer en blottet nerve, siger korrespondent.

Ukips leder, Nigel Farage, er en glad mand i dag. Han har ventet på afstemningen siden barnsben, fortalte han, da han var nede for at sætte kryds ved 'leave'. (Foto: WILL OLIVER © Scanpix)

Når briterne vågner i morgen, bliver det en ny dag, som de aldrig har prøvet før.

Enten vågner de op og bliver i EU, men er mærket som nation for en meget lang periode. Eller også vågner de op og er på vej ud af fællesskabet, de har været en del af siden 1973.

Valgstederne er lukket klokken 23.00, og nu er der ikke andet at gøre end at vente på det endelige resultat.

46,5 millioner briter har i dag kunnet sætte deres kryds og afgøre nationens fremtid.

Og spørgsmålet om at være med i EU eller ej rammer noget meget ømt i det britiske samfund, forklarer DR's internationale korrespondent Steffen Kretz.

- Det er et emne, der optager mange briter og rammer en blottet nerve i det britiske samfund, for der er mange briter, der føler, at Storbritannien har mistet sin plads i verden og er ved at miste sin identitet og kultur, siger han.

- Der er en form for nostalgi efter bedre tider. Det rammer folk, der er bange for at miste deres job til billigere arbejdskraft, og det rammer den ældre generation, som føler sig hægtet af. Og det rammer mange briter, der ikke er blevet rigere i de sidste år, hvor uligheden er vokset.

Ukip har en fest

Den voksende mistillid til det europæiske samarbejde har i den grad sikret partiet Ukip (UK Independence Party) fremgang. Og den historiske afstemning bliver set som en sejr for Ukip uagtet det endelige resultat.

- Uanset hvad resultatet bliver, kommer der til at være fest hos Ukip. Partiet har vokset sig stort, og det er Ukips fortjeneste, at briterne overhovedet stemmer om selvstændighed, og at udlændingedebatten er rykket helt ind i det centrale magtrum.

- Men de fleste i Ukip regner i aften med, at de vågner op i morgen og er på vej ud af EU, fortæller Steffen Kretz.

Det er i høj grad tvivlerne, der kommer til at afgøre valget, idet der under hele den ni uger lange valgkamp har været ekstremt tæt løb mellem bliv- og forlad-fløjen.

Du kan følge valgaftenen her på dr.dk hele natten.