Briter med dobbelt statsborgerskab ikke omfattet af amerikansk indrejseforbud

Det er endnu uklart, om danskere med dobbelt statsborgerskab er omfattet af britisk undtagelse.

Boris Johnson, britisk udenrigsminister, tog sagen om indrejseforbud op med de amerikanske myndigheder i weekenden. (Foto: Nyein Chan Naing © Scanpix)

Storbritannien har efter samtaler med Det Hvide Hus fået lovning på undtagelser fra præsident Donald Trumps indrejseforbud i USA, oplyser udenrigsministeriet i London.

Det betyder, at langt de fleste briter med dobbelt statsborgerskab - i et af de berørte lande med indrejseforbud - kan rejse til USA, hvis de for eksempel rejser fra London.

Hvis man har dobbelt statsborgerskab, blandt andet britisk, og rejser fra et af de syv lande, som er omfattet af Trumps indrejseforbud, vil man fortsat blive stoppet.

Den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, tog sagen op med amerikanske myndigheder i weekenden.

Der har hersket stor tvivl om loven, og det er endnu uklart, om de britiske regler også gælder for danskere med dobbelt statsborgerskab.

Ifølge Danmarks Statistik berører det amerikanske indrejseforbud 57.374 personer i Danmark, og DR Nyheder undersøger, hvilke regler, der gælder for dem.

Forbuddet gælder i 90 dage, og berører personer fra Iran, Irak, Yemen, Libyen, Somalia, Sudan og Syrien.

Flere hundrede personer er hen over weekenden blevet stoppet på vej til USA.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter