Briter skal have ret til aktiv dødshjælp

Aktiv dødshjælp skal være tilladt, hvis bare nogle specifikke krav er opfyldt. Det mener kommission, der rådgiver det britiske parlament.

Aktiv dødshjælp - eller eutanasi - er forbudt i Danmark, men nu anbefaler en kommission, at det bliver tilladt i Storbritannien.

Hjælp til at dø ved egen hånd skal være tilladt i helt særlige tilfælde. Det mener en kommission, som anbefaler, at aktiv dødshjælp bliver tilladt i England og Wales, skriver BBC.

I en rapport til parlamentet foreslår kommissionen, at personer over 18 år med en terminal sygdom og mindre end 12 måneder tilbage, skal have lov til at få hjælp til at begå selvmord.

To læger skal have givet deres vurdering af personen, som selv skal være i stand til at tage sin medicin og som ikke må være blevet påvirket til at træffe beslutningen.

Det skal altså være et frivilligt ønske fra den døendes side, som ikke er skabt af ikke at ville være nogen til last.

Demente ikke omfattet

En eventuel lovændring vil derfor mest vedrøre kræftramte, da svært demente eller svært fysisk handicappede ikke vil opfylde kriterierne.

Regeringen har ingen planer om at gennemføre en lovændring, men vil lade det være op til det samlede parlament at tage stilling.

Kommissionen har været kritiseret fra flere sider, for ikke at være sammensat af de rigtige personer, skriver BBC.

Facebook
Twitter