Briter strammer udlændingepolitik - udlejere trues med fængsel

Den britiske regering er klar med flere tiltag, der skal afskrække immigranter fra Calais.

De mange migranter, der forsøger at nå England via Calais i Frankrig, vækker stor bekymring i Storbritannien. (Foto: Francois lo Presti © Scanpix)

Storbritannien er hverken et land, der flyder med mælk og honning, eller hvor gaderne er brolagt med guld.

Sådan lyder budskabet - ordret - fra landets konservative regering til de tusinder af migranter, der i øjeblikket forsøger at komme til Storbritannien fra Calais i Frankrig.

Den seneste tids voldsomme billeder af migranter, der med livet som indsats forsøger at komme om bord på tog ved Eurotunnellen til England, afskrækker mange briter. Og nu træder regeringen tilsyneladende i karakter med en stribe stramninger af udlændigepolitikken for at skræmme migranterne væk.

Ingen ydelser til børn

Lørdag skrev den britiske indenrigsminister, Theresa May, sammen med sin franske kollega et indlæg i avisen The Telegraph, hvor hun slog fast, at Storbritanniens gader "ikke er brolagt med guld".

Pointen blev dagen efter understreget af den britiske immigrationsminister, James Brokenshire, som i Sunday Times annoncerede en plan om at fratage ydelser til udenlandske familier, når deres asylansøgning bliver afvist. Reglen gælder allerede for enlige asylsøgere, men nu mister også afviste asylsøgere med børn de cirka 390 kroner, som de i øjeblikket automatisk modtager per person, så længe de opholder sig i landet.

James Brokenshire tilkendegav direkte, at tiltaget skal signalere, at Storbritannien ikke er et land, der flyder med "mælk og honning".

Straf til udlejere

I dag kan The Guardian så fortælle om endnu et tiltag, der retter sig mod udlejere af boliger.

En ny lov skal give udlejerne mulighed for at smide illegale immigranter ud af deres lejligheder uden at spørge en dommer først.

Regeringen vil samtidig ændre straffeloven, så udlejere, der undlader at tjekke deres lejeres immigrant-status, risikerer bøder eller op til fem års fængsel. Bolighajer, som gentagende gange bryder reglerne, vil blive skrevet på en sort liste, som de britiske kommuner får adgang til.

Moralsk forkasteligt

Storbritanniens svar på Dansk Flygtningehjælp - Refugee Council - reagerer skarpt på regeringens udlændingestramninger.

Organisationen kalder det "moralsk forkasteligt" at fratage de automatiske ydelser til asylsøgere med børn.

Også den engelske kirke - Church of England - angriber regeringen for at mangle næstekærlighed. Biskoppen for Dover, Trevor Willmott, opfordrer i The Observer premierminister David Cameron til at "genopdage, hvad det vil sige at være menneske."

Udtalelsen faldt, efter at Cameron havde beskrevet de immigranter, der forsøger at komme til Storbritannien, som en "sværm".

Facebook
Twitter