Briterne er nu så fede, at de ikke må se junkfood-reklamer før klokken 21

Regeringen er klar til at forbyde reklamer for chokolade, fast food med mere indtil om aftenen.

Briterne er blandt de mest overvægtige i Europa. Derfor planlægger regeringen nu at forbyde junkfood-reklamer på fjernsyn. ARKIVFOTO (Foto: søren bidstrup © Ritzau Scanpix)

Rettelse: Billedet på artiklen er blevet ændret, da det oprindelige billede ikke var repræsentativt for artiklens præmis.

Storbritannien er Europas fede mand. 68 procent af alle voksne britiske mænd er enten overvægtige eller fede. Det samme gælder for 60 procent af kvinderne over 16 år.

Børn med fede forældre har mere tilbøjelighed til også selv at blive for store, hvorfor 18 procent af britiske drenge og 13 procent af pigerne under 16 år er fede.

Noget må gøres.

Og på banen kommer den konservative regering under premierminister, Boris Johnson, der omtaler sig selv som overvægtig, og kundgør, at briterne kun må fristes af alskens usundheder på internet og fjernsyn mellem klokken 21 om aftenen og 05.30 om morgenen.

- Vi er forpligtet til at forbedre vores børns sundhed og tackle fedme, siger den konservative sundhedsminister Jo Churchill i forbindelse med lanceringen af forslaget i dag:

- Det indhold, som de unge ser, kan have en indflydelse på de valg, de træffer, og de vaner, de skaber. Når børn bruger mere tid online, er det vigtigt, at vi handler for at beskytte dem mod usunde reklamer.

Kun de store junkfood-virksomheder

Men reklamebegrænsningen gælder kun producenter af usundheder, der har flere end 250 ansatte. Den lokale chipie (et sted, der sælger fish and chips, red.) må stadig gerne lokke folk op af sofaen og ned til ønskebrønnen på hjørnet.

Ifølge European Health Report fra 2018 har 19,7 procent af den voksne, danske befolkning et BMI over 30 og er dermed i kategorien ‘svært overvægtige’. Nummer sjok er Malta og Storbritannien, hvor henholdsvis 28,9 og 27,8 procent af befolkningen befinder sig i den tungeste kategori:

Fødevarevirksomhederne argumenterede, at totalforbud mod enhver form for junkfood-reklame - en industri, der køber reklamer for flere milliarder kroner om året - ville være i overkanten. Regeringen var enig.

Derfor inkluderer det nye forbud af produkter, der ikke længere må reklameres for, chokolade, læskedrikke, kager, slik, is, kiks, sødet juice, chips, pommes frites, pizzaer, færdigretter og sukkerholdige morgenmadsprodukter. Der vil også være nye regler for onlineannoncering. Der blev ellers foreslået et totalt forbud mod onlineannoncer sidste år, men dette er blevet skrottet efter høring.

Charmaine Griffiths, administrerende direktør for British Heart Foundation, siger til BBC, at planerne er et snedigt og yderst positivt skridt i retning af at beskytte børn mod at blive oversvømmet med junkfood-reklamer.

- Introduktion af en klokken 21-regel og yderligere begrænsninger for onlineannoncering er en vigtig del i opbygningen af et mere sundt miljø, hvor den sunde mulighed er den nemme løsning, lyder det.

Mere end 60 procent af briterne er overvægtige eller fede. Her et billede fra det centrale London. (Foto: Toby Melville © Scanpix Denmark)

Begrænsningerne kommer efter, at premierminister Boris Johnson har gjort det til en prioritet for regeringen at tackle fedme, som rammer mere end en fjerdedel af de britiske voksne. Men som BBC husker, var Johnson tilbage i 2006 fortaler for at lade mødre give deres børn lige, hvad de ville have til frokost.

- Jeg siger; lad folket spise, hvad de vil, lød Johnsons svar til tv-kokkens Jamie Olivers forslag om at forbedre skole- og kantinemad.

- Hvorfor skal de ikke skubbe tærter gennem hegnet (til skolen, red.)? Spurgte Johnson retorisk.