Briternes udsættelse af brexit kan blive længere, end May havde forestillet sig

I morgen skal EU-lederne på et topmøde bestemme, om Storbritannien skal have en udsættelse af brexit.

Premierminister May har her til aften holdt møde med den franske præsident, Emmanuel Macron, forud for morgendagens EU-topmøde. (Foto: IAN LANGSDON © Scanpix)

Den britiske premierminister, Theresa May, har været på charmeoffensiv hos to af Europas stærke ledere i dag.

Tidligere på dagen var hun til møde hos den tyske kansler Merkel i Berlin, hvorefter hun drog til Paris for at mødes med præsident Macron her til aften.

Mays lynvisit ses som et forsøg på at gøde jorden forud for, at EU-lederne i morgen mødes i Bruxelles for at beslutte, om Storbritannien skal have lov til at udskyde brexit endnu en gang.

Det kræver et ja fra samtlige 27 andre EU-lande – ellers forlader Storbritannien EU uden en aftale på fredag. Theresa May har bedt om en forlængelse frem til 30. juni.

Det er dog ikke tid nok, mener EU-præsident Donald Tusk.

EU vil ikke have flere forstyrrelser

Donald Tusk frygter, at en ny kort forlængelse vil føre til endnu flere udsættelser.

Han lægger i stedet op til, at man vælger at forlænge udtrædelsesprocessen med et år.

I sit invitationsbrev til morgendagens topmøde foreslår han en "fleksibel løsning", hvor man udsætter brexit med maksimalt et år. Men perioden afsluttes tidligere, hvis parterne bliver enige, før tiden er udløbet, skriver Ritzau.

Håbet er at undgå flere løbende udsættelser.

- Det vil næsten helt sikkert overskygge arbejdet i EU27 i de kommende måneder. Den fortsatte usikkerhed vil også være dårlig for vores virksomheder og borgere, skriver Tusk.

EU-landene gav via deres europa- og udenrigsministre på et møde i Luxembourg tidligere i dag udtryk for, at de ser en udskydelse af brexit som den bedste løsning.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters lægger et udkast til en erklæring fra morgendagens topmøde op til, at EU vil udskyde brexit nok en gang, hvis Storbritannien accepterer en række betingelser.

Det gælder blandt andet, at briterne afholder valg til Europa-Parlamentet, og at de accepterer, at udtrædelsesaftalen fra november ikke er til forhandling.

Derimod kan en politisk erklæring om det fremtidige forhold til EU godt forhandles. Men egentlige forhandlinger om handelsrelationer må vente, til brexit er en realitet, og Storbritannien er et tredjeland, skriver Ritzau.

Skal ikke regne med ubetinget hjælp

Forud for dagens møde i den franske hovedstad fortalte Stéphanie Surrugue, DR's internationale korrespondent med base i Paris, at premierministeren ikke skulle forvente ubetinget hjælp fra Frankrig.

- Der er ikke nogen tvivl om, at Emmanuel Macron har tænkt sig at gøre det sværest muligt for Theresa May, siger hun.

- Macron har ikke lagt skjul på, at han vil have en krystalklar plan fra briterne, om hvad i alverden det er, briterne vil bruge den ønskede forlængelse til, siger korrespondenten.

- Er der noget, Macron ikke har en interesse i, så er det en forlængelse, hvor et væld af EU-kritiske brexiteers kan sidde i EU og have indflydelse i en tid, hvor der skal træffes kæmpe beslutninger, siger Stéphanie Surrugue.

Hun peger på, at EU blandt andet skal vælge ny kommissionsformand og vedtage et nyt budget i den nærmeste fremtid.

Dårlig plan kan give længere forlængelse

Det er svært at forestille sig, at briterne ikke får en forlængelse i morgen, vurderer DR's EU-korrespondent Karin Axelsson.

- Ingen har lyst til at være den, der trækker stikket. Hvis det skulle være nogen, skulle det være Macron, men det er svært at forestille sig, at han vil det og derved få det historiske ansvar for at briterne bliver smidt på porten på fredag.

Hun påpeger, at det ikke udelukkende er negativt for May, at den franske præsident stiller sig på bagbenene.

- På sin vis kan hun godt bruge, at Macron puster sig op, så hun kan presse de britiske parlamentarikere til at bakke op om hendes aftale.

Premierminister May mødtes tidligere i dag med den tyske kansler Merkel i Berlin. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Scanpix)

Hvis May skal have godkendt sin ønskede udskydelse af brexit frem til slutningen af juni, kræver det gode argumenter fra premierministerens side, fortæller Karin Axelsson.

- Jo dårligere en plan hun kommer med i morgen, desto større chance er der for, at det bliver en lang forlængelse, siger hun.

En længere forlængelse vil nemlig give EU-lederne den ro, som Donald Tusk i dag efterlyste.

Men omvendt kan der være ledere, der peger på, at briterne ikke har forvaltet tiden særlig godt i de to år de har haft indtil videre, påpeger Karin Axelsson.

- Derfor vil en forlængelse ikke blive givet uden modstand og himmelvendte øjne. Og de øvrige lande vil samtidig stille nogle betingelser for, hvordan briterne forvalter deres fortsatte medlemskab, så de ikke kaster grus i maskineriet for de andre, siger hun med henvisning til blandt andet de kommende forhandlinger om EU-budgettet, der rækker længere ud i fremtiden.

Facebook
Twitter