British Airways står til milliardbøde efter datatyveri

Et sikkerhedsbrud fra 2018 koster British Airways dyrt. Selskabet er skuffet over afgørelsen, skriver BBC.

British Airways er "overrasket og skuffet" over bøde fra Det Internationale Civile Kontor. (Foto: Andy rain © Scanpix)

British Airways meddeler, at det står til en rekordstor bøde på 183 millioner pund - omkring 1,5 milliarder kroner - for et hul i selskabets sikkerhedssystemer sidste år.

Luftfartsselskabet er både "overrasket og skuffet" over bøden, der bliver givet af det britiske datatilsyn, ICO.

- British Airways reagerede hurtigt på en kriminel handling, der ville stjæle kundernes oplysninger, siger selskabets direktør, Alex Cruz, ifølge Reuters.

Willie Walsh, administrerende direktør i det spansk-britiske selskab IAG, som ejer British Airways, siger, at selskabet vil tage sagen op med ICO.

- Vi har i sinde at tage alle relevante skridt for at forsvare British Airways, siger han.

Ifølge Walsh vil selskabet også anke afgørelsen fra datatilsynet, hvis det er det, der er brug for.

Passagerers kortoplysninger stjålet

Det er den største bøde, som ICO nogensinde har givet et selskab og den første, der på grund af nye regler bliver offentliggjort, skriver tv-stationen.

Flyselskabet oplyste i september sidste år, at kreditkortoplysninger fra hundredtusinder af passagerer var blevet stjålet fra dets hjemmeside og app.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters drejer det sig om cirka 500.000 passagerer, hvis oplysninger blev stjålet af hackere i 2018.

Da sagde British Airways, at hackerne havde lavet et "avanceret, ondskabsfuldt angreb på hjemmesiden".

Ifølge betalingsselskabet Nets, der ejer Dankortet, blev flere danskere også ramt af hackerangrebet.

Tidligere har Facebook fået en bøde på 500.000 pund for sin rolle i sagen om Cambridge Analytica, der også handlede om datasikkerhed.

I 2018 kom det frem, at analysevirksomheden havde udnyttet et hul i Facebooks sikkerhed og høstet data fra op til 87 millioner brugere.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter