Britisk efterretningstjeneste: Tjetjenske soldater kan være et problem for Rusland

Rusland-kender ser dog både fordele og ulemper for Rusland ved tjetjenernes deltagelse i krigen.

Lederen af republikken Tjetjenien, Ramzan Kadyrov, har sendt flere tusinde soldater til krigen i Ukraine. (Foto: Said Tsarnayev © Scanpix Denmark)

Den tjetjenske hærs tilstedeværelse i Ukraine er til mere skade end gavn.

Sådan lyder det fra den britiske efterretningstjeneste, Defence Intelligence, som dagligt opdaterer om krigen i Ukraine.

Her lyder det, at de tjetjenske tropper er fuldt ud dedikerede til Tjetjeniens leder, Ramzan Kadyrov, på bekostning af Ruslands Vladimir Putin. Og at de tjetjenske tropper er væsentligt forskellige fra de russiske tropper.

- Brugen af en så uhomogen styrke demonstrerer Ruslands betydningsfulde ressourceproblem i Ukraine og er højst sandsynligt med til at splitte kommandovejen, hvilket fortsætter med at hæmme de russiske operationer, skriver efterretningstjenesten.

Republikken Tjetjenien er en af i alt 21 autonome republikker i Den Russiske Føderation, men modsat alle andre deltager de ikke i krigen i Ukraine som en del af den russiske hær.

Dagen efter, Rusland invaderede Ukraine, samlede Tjetjeniens leder, Ramzan Kadyrov, en sortklædt hær i hovedstaden Grosnyj, som alle efterfølgende blev sendt til Ukraine. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)

Den tjetjenske hær kan betegnes som en hær i hæren, fortæller Flemming Splidsboel, der er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i Rusland.

- De tjetjenske tropper er sendt afsted som en særlig enhed, og det er sket på ordre fra deres leder, Ramzan Kadyrov. Og sådan bliver de også omtalt i de russiske medier. Altså, at de er nogle særskilte tjetjenske tropper, der agerer selvstændigt i Ukraine.

Og det kan give nogle problemstillinger, hvis de to hære ikke taler sammen og ikke ved, hvad hinanden foretager sig, som den britiske efterretningstjeneste beskriver.

- Den tjetjenske hær er ikke sammentænkt eller sammentømret med den russiske hær. Så hvis de agerer selvstændigt og i øvrigt er dårligt trænet, uuddannede og udisciplinerede, så kan det hæmme de russiske operationer, siger Flemming Splidsboel.

Masser af taletid i russiske medier

Men den tjetjenske tilstedeværelse i Ukraine er ikke ubetinget negativ for Rusland, mener Flemming Splidsboel.

Faktisk spiller Tjetjenien en positiv rolle set med Vladimir Putins øjne. Blandt andet fordi den tjetjenske leder, Ramzam Kadyrov, har en mobiliserende kraft.

- Kadyrov får utrolig meget taletid i de russiske medier. I går holdt han et pressemøde, hvor han sagde, at der ingen grund er til, at den russiske stat skal mobilisere nye personer til hæren. Det er den enkelte russer, som skal mobilisere.

- Han sagde også, at man som russer skal bakke op om Putin og bekæmpe satanismen i Ukraine og Vesten.

Havnebyen Mariupol i det sydlige Ukraine har været genstand for heftige bombardementer siden invasionens start. Ifølge Flemming Splidsboel er det blandt andet her, at de tjetjenske soldater har kæmpet på russisk side. (Foto: ANDREY BORODULIN © Ritzau Scanpix)

En anden årsag findes på slagmarken, hvor den tjetjenske hær har varetaget særlige opgaver i det sydlige Ukraine, blandt andet i Mariupol.

Der har de ydet en indsats, som Rusland i den grad har haft brug for.

- Når jeg siger, at den tjetjenske hær har gjort en stor indsats, så skyldes det også, at den russiske hær har vist sig at være i en dårlig stand. Det understøttes af, at man i de russiske statsmedier løfter den tjetjenske hær op på et niveau, som nærmest ligger højere end den russiske hær, siger Flemming Splidsboel.

Deler blodig fortid

At Rusland og Tjetjenien samarbejder i en krig, er ikke nogen selvfølge, når man kigger i et historisk perspektiv.

Faktisk har de flere gange bekæmpet hinanden i intense krige.

I 1990'erne udbrød der krig mellem de to parter, som endte med en fredsafslutning, der dog førte til store militære og civile tab på begge sider.

I 00'erne stødte de to parter sammen i endnu en krig, hvor Rusland sejrede. Men ifølge Flemming Splidsboel var det en meget voldsom krig, som endnu engang ledte til mange tab.

Netop på grund af den blodige fortid, er han heller ikke i tvivl om, at dele af det russiske statsapparat er bekymret over det nuværende forhold til Tjetjenien.

- Jeg er overbevist om, at der internt i det russiske forsvar, hos indenrigsministeriet og hos sikkerhedstjenesten er stor bekymring over Tjetjeniens indblanding. For der er mange, der ikke bryder sig om dem og Ramzan Kadyrov, siger Flemming Splidsboel.