Britisk højrefløjspolitiker tager selv til Frankrigs grænse for at stoppe flygtninge

En britisk politiker fra det højreorienterede UKIP er så utilfreds med myndighedernes indsats mod illegale indvandrere, at han selv er taget til det franske grænseområde i Calais.

Immigranter i massevis forsøger at komme illegalt ind i Storbritannien. En britisk politiker synes, det er alt for let. (Foto: JUAN MEDINA © Scanpix)

Det vrimler bogstavelig talt med desperate flygtninge, der forsøger at komme ind i Storbritannien via kanaltunnellen i den franske by Calais.

I sidste uge forsøgte omkring 2.000 migranter samtidig at storme tunnelen, der forbinder de to lande, og det har nu fået den britiske UKIP-politiker Mike Hookem til at råbe op. Han mener slet ikke at myndighederne gør nok for at holde flygtningene ude.

Sammen med et tv-hold fra BBC er han taget ned til Calais for at vise, hvor dårlig sikkerheden er. På et øjeblik demonstrerer den tidligere militærmand, hvor let det er at hoppe over hegnet, man er nødt til at forcere, hvis man vil den illegale vej ind over Storbritanniens grænser.

- Og jeg er 61 år gammel. Forestil dig en ung fyr i begyndelsen af 20'erne, han ville hoppe lige over, siger Mike Hookem, der i dag er valgt til Europaparlamentet for højrefløjspartiet UKIP.

Se reportagen fra BBC Newsnight her. Artiklen fortsætter under videoen.

Afslørede migranter i buske

Det er anden gang, Mike Hookem besøger området. Ugen forinden så han med egne øjne "25 migranter, der forsøgte at komme ind" via et hullet hegn. Mike Hookem og hans medarbejdere satte det lange lys på deres billygter, og lyste direkte på migranterne, der lå skjult i buske, så de blev opdaget på deres flugtrute.

Han valgte kontroversielt at tage et billede af en af flygtningene, der lå skjult i en busk, og derefter smide billedet på Twitter med teksten:

"Mit hold og jeg stoppede flere illegale immigranter end tunnellens sikkerhedspersonale."

https://twitter.com/MikeHookemMEP/status/627818799614570496

Handlingen fik flere til at beskylde Hookem for at begå selvtægt. Det afviser politikeren selv - han faldt blot tilfældigt over migranterne, da han var i området, forklarer han.

- Vi skal ikke have selvtægtsmænd - hvem vil have det - det er jo latterligt. Vi skal have politiet til at patruljere her, siger han.

Som BBC's tv-hold dokumenterer, har ordensmagten en overordentlig udfordrende opgave med at holde migranterne ude.

Bor i teltlejre ved grænsen

Mange af migranterne, der både består af flygtninge, asylansøgere og økonomiske migranter fra blandt andet Darfur, Syrien, Irak og Eritrea lever midlertidigt i teltlejre i Calais, som bliver kaldt 'The Jungle'. Det er her de opholder sig, inden de forsøger at komme illegalt ind i Storbritannien.

Migranterne støder ofte sammen med politiet. Nogle kaster sten imod dem, andre forsøger at spæne igennem de patruljerede områder. BBC's kamera fanger endda en kvinde, der kryber sig langsomt gennem græsset, så hverken kameraerne eller politiet har fået øje på hende.

Det lykkes for tv-holdet og Mike Hookem at tale med en af migranterne, der dog ønsker at være anonym. Han er rejst fra sit hjemland Eritrea, har på sin rute opholdt sig i Sudan og Libyen, hvorfra han krydsede havet til Italien. Nu er han i Calais, hvor han bor i The Jungle.

Han forklarer, at han gerne vil til England, da hans kone allerede har bosat sig der. Men det er ikke let at krydse grænsen, så han må opgive for denne gang.

- Jeg tager tilbage til 'The Jungle' og sover nu, men jeg vil prøve igen. Måske i morgen eller i overmorgen, men det er alt for svært lige nu, siger han.