Britisk kemiker: Uvist hvor nervegift blev produceret

Den russiske regering har afvist, at den stod bag giftangrebet på to russere i marts.

Den 66-årige Sergei Skripal og hans datter, Yulia Skirpal, faldt om på en bænk i begyndelsen af marts, efter at de var blevet eksponeret for nervegiften novichok. (Foto: Ben Stansall © Scanpix)

Det er uvist, hvor den nervegift, som i sidste måned blev brugt til at forgifte en russisk eksspion og hans datter, blev produceret.

Det siger Gary Aitkenhead, der er leder af det britiske militærs forskningscenter, Defence Science and Technology Laboratory i Porton Down, til Sky News.

Ifølge Gary Aitkenhead kunne de kemikere, der undersøgte giften på militærlaboratoriet, fastslå, at der var tale om nervegiften Novichok, og at den var af militær oprindelse.

- Vi har ikke identificeret den nøjagtige kilde, men vi har givet de videnskabelige informationer til regeringen, som har brugt en række andre kilder til at stykke de konklusioner sammen, som I er kommet frem til, siger han.

Han understreger, at det ikke var deres opgave at fastslå, hvor giften er blevet produceret.

Men Gary Aitkenhead påpeger, at det kræver "ekstremt raffinerede metoder" at fremstille nervegiften, som blev udviklet som kemisk våben i Sovjetunionen i slutningen af Den Kolde Krig.

- Noget, kun en statsaktør har mulighed for at gøre.

Johnson: Russerne udviklede nervegift

Den russiske regering har flere gange afvist, at den stod bag giftangrebet, der fandt sted i Salisbury i Sydengland.

Men i sidste måned fastslog den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, at det var Rusland, som både havde udviklet og lagret nervegiften.

- Vi har inden for de seneste ti år set beviser for, at Rusland ikke bare har undersøgt levering af nervegift i forbindelse med attentater, men også udviklet og lagret Novichok, sagde han i et interview med BBC.

Tidligere på dagen sagde den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), at det er "uomtvisteligt", at det var russerne, der stod bag angrebet på Sergej Skripal og hans datter, Julia.

Og Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, understreger over for Ritzau, at der ikke er nogen grund til at betvivle briterne i sagen.

- Det er vigtigt at holde fast i, at det, briterne har fremlagt, er mange forskellige ting, som er faktabaseret, og det er endda bakket op af amerikanerne. Det materiale, der er lagt frem fra deres side, det stoler vi 100 procent på. Man kan vende den om og sige, "hvem skulle det ellers være", siger han til nyhedsbureauet.

Gary Aitkenhead siger endvidere til Sky News, at der ikke findes nogen modgift mod novichok, og at der ikke har været forsøgt at anvende nogen modgift i behandlingen af Skripal og hans datter.

Gary Aitkenhead fastslår samtidig, at der på ingen måde kan være tale om, at nervegiften stammer fra det laboratorium, som han står i spidsen for.