Britisk kvinde risikerer to år bag tremmer i Dubai: Kaldte kvinde for en hest

Kommentarer på Facebook kan få alvorlige konsekvenser for en 55-årig britisk kvinde.

De britiske myndigheder bekræfter, at de assisterer en britisk kvinde, der er tilbageholdt i Dubai. (Foto: SCANPIX)

- Jeg håber, at du går under jorden din idiot. Du forlod mig for denne hest.

Sådan lød en af kommentarerne på Facebook fra den britiske kvinde Laleh Shahravesh, da hun tilbage i 2016 så et billede af sin eksmands nye kone.

Nu risikerer hun to år bag tremmer, skriver BBC.

Ifølge det britiske medie blev kvinden anholdt i Dubai lufthavn i sidste måned efter at være rejst til de Forenede Arabiske Emirater med sin 14-årige datter for at deltage i sin eksmands begravelse.

Ifølge gruppen Detained in Dubai blev kvinden anholdt på grund af en anmeldelse fra eksmandens nye kone, som kommentarerne på Facebook var rettet mod.

Den britiske kvinde kan blive idømt op til to års fængsel og en bøde på over 430.000 kroner for kommentarerne, som kvinden skrev, efter hun var flyttet hjem til Storbritannien.

Ifølge Detained in Dubai har den 55-årige britiske kvinde fået frataget sit pas og bor på hotel, mens hun afventer retssagen. Hendes 14-årige datter er rejst tilbage til Storbritannien alene, hvor hun nu bor med familiemedlemmer.

Gruppen kritiserer det britiske udenrigsministerium for ikke at oplyse borgerne godt nok om Emiraternes strenge love omkring cyber-kriminalitet.

Datteren har nu skrevet et brev til Dubais leder og Emiraternes premierminister for at få moderens retssag droppet, beretter The Guardian.

Facebook
Twitter