Britisk politi anholder formodet knivstikker efter serie af tilfældige overfald

Motivet bag overfaldene er fortsat ukendt, men politiet afviser foreløbigt terrormistanke.

Britisk politi har jagtet en person mistænkt for at have stukket fire tilfældige fodgængere ned. (Arkivfoto) (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Bydelen Edmonton i det nordlige London er i dag vågnet op til en stribe uhyggelige knivangreb, der har fundet sted mellem klokken syv lørdag aften og klokken 10 søndag formiddag.

Det skriver The Independent.

Fire ofre er blevet kørt på hospitalet, heraf en 45-årig kvinde og en 23-årig mand, som begge fortsat er i kritisk tilstand.

Politiet vurderer, at ofrene har været tilfældigt udvalgt.

Intet tegn på terror

Ifølge Scotland Yard tyder intet på, at angrebene er relateret til terror.

De fire knivoverfald er foregået efter samme mønster, hvor ofrene er blevet stukket bagfra uden varsel af en slank, mørk mand, der er cirka 190 centimeter høj.

Alle fire ofre har gået alene, og politiet arbejder ud fra en hypotese om, at gerningsmanden har arbejdet alene og er psykisk syg.

Klokken 10.53 søndag formiddag har politiet arresteret en mistænkt i sagen.

Facebook
Twitter