Britisk politi: Otte anholdt og seks adresser ransaget efter London-angreb

Politiet har ikke information om flere trusler mod befolkningen, lyder det.

Britisk politi oplyser, at det har udført seks razziaer og foretaget otte anholdelser i byen Birmingham og andre steder i landet. Det sker i forbindelse med gårsdagens angreb i London, hvor en mand dræbte tre personer.

- Undersøgelserne i Birmingham, London og andre dele af landet er fortsat i gang, siger Mark Rowley, anti-terrorchef i britisk politi, ved et pressemøde torsdag morgen.

Politi: Ikke information om flere trusler mod befolkningen

Politiet mener, at gerningsmanden handlede alene og var "inspireret af international terrorisme".

- Det er fortsat vores overbevisning, at gerningsmanden handlede alene og var inspireret af international terrorisme. I denne fase har vi ingen specifik information om flere trusler mod befolkningen, siger Rowley.

Rowley afviste samtidig at identificere gerningsmanden.

Medie: Gerningsmand var kendt af politiet

En anonym sikkerhedskilde fortæller til nyhedsbureauet AP, at myndighederne kender mandens identitet, og at han var kendt af politiet.

Et vidne fortæller, at gerningsmanden boede i Birmingham, hvor der er foretaget razziaer.

- Manden fra London boede her. De kom og anholdt tre mænd, fortæller et vidne, der arbejder nær huset, som blev ransaget, til Press Association. Oplysningerne er ikke blevet bekræftet af myndighederne.

Birmingham har flere gange tidligere spillet en rolle i terrorsager.

- Birmingham er kendt som en by, der har lommer, som er præget af islamistisk tænkning. Der har været masser af retssager med folk fra Birmingham. Så hvis det forholder sig sådan, at vi har at gøre med islamistisk inspireret terror, så er det ikke så overraskende, hvis der er en forbindelse til Birmingham, siger Kim Bildsøe Lassen, DR Nyhders Storbritannien-korrespondent.

Nedjusterer dødstal

I går eftermiddag kørte en gerningsmand ind i en menneskemængde tæt på det britiske parlament for kort efter at forsøge at trænge ind i det britiske parlament.

Mark Rowley nedjusterede dødstallet ved pressemødet.

- De seneste tal jeg har er nu, at fire er døde, sagde Rowley.

De dræbte er en kvinde i 40'erne, en mand i 50'erne og politibetjenten Keith Palmer plus gerningsmanden, der blev skudt af politiet, oplyste Rowley.

29 er indlagt på hospitaler. Syv af de sårede er i kritisk tilstand.

Facebook
Twitter