Britisk politi skal trænes til mulige brexit-uroligheder

Frygt for uroligheder sender 1000 betjente i træningslejr.

En politibil stopper trafikken på motorvejen ved grænsen mellem Nordirland og Irland. Det er blandt andet her, myndighederne forbereder sig på uroligheder, hvis brexit gennemføres uden en aftale. (Arkivfoto). (Foto: Clodagh Kilcoyne © Scanpix)

Knap 1000 britiske politibetjente skal trænes til at kunne håndtere de uroligheder, der kan opstå, hvis Storbritannien forlader EU uden en såkaldt skilsmisseaftale.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Betjentene skal blandt andet håndtere uroligheder i forbindelse med en eventuel hård grænse mod Nordirland.

En hård grænse vil sige en grænseovergang med kontrolposter i stedet for den såkaldte 'usynlige' grænse, der i dag er mellem Nordirland og Irland.

Frygter mulige grænse-uroligheder

Planerne er blevet sat i værk, efter at Nordirlands politi har bedt om forstrækninger til at håndtere mulige uroligheder omkring grænsen.

Træningen af betjentene forventes at begynde i løbet af januar 2019.

Meldingen kommer i kølvandet på stigende bekymringer for brexit uden en aftale.

Irland forbereder sig på hårdt brexit

Irlands premierminister Leo Varadkar. (Arkivfoto: REuters/Piroschka Van De Wouw) (Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW © Scanpix)

Ifølge Irlands premierminister, Leo Varadkar, forbereder Irland sig nu lige så seriøst på scenariet med brexit uden en aftale som på scenariet med en aftale.

Den britiske premierminister fik forhandlet en skilsmisseaftale på plads med Bruxelles i slutningen af november.

Det britiske Underhus skal stemme om aftalen 15. januar.

Theresa May måtte i første omgang udskyde afstemningen i Underhuset, efter hun blev mødt af massiv modstand - også fra medlemmer af hendes eget konservative parti. /ritzau/

Facebook
Twitter