Britisk regering advarer skibe mod at sejle i Hormuzstrædet

Iran kan være slået ind på en farlig kurs, lyder det fra den britiske udenrigsminister efter opbringning af skib.

Opbringningen af et britisk skib i Hormuzstrædet har forværret den i forvejen spændte situation i regionen. (Foto: Atta Kenare © Ritzau Scanpix)

Den britiske regering advarer britiske skibe mod at sejle i Hormuzstrædet, efter at et britisk skib i går blev opbragt af iranske myndigheder.

Skibene bør holde sig fra området indtil videre, siger en talskvinde for den britiske regering ifølge BBC.

- Vi er fortsat dybt bekymrede over Irans uacceptable handlinger, der udgør en klar udfordring for den internationale frihed for søfart, siger hun.

Et britisk regeringsudvalg holdt i de sene nattetimer møde om situationen.

Udenrigsminister Jeremy Hunt, der deltog på mødet, siger, at der vil være "alvorlige konsekvenser", hvis Iran ikke løser situationen hurtigt.

- Gårsdagens handlinger i Golfen viser bekymrende tegn på, at Iran kan have valgt en farlig kurs med ulovlig og destabiliserende opførsel, skriver Jeremy Hunt på Twitter.

Irans Revolutionsgarde har opbragt den svenskejede olietanker 'Stena Impero', der er indregistreret i den britiske hovedstad, London. Angiveligt fordi skibet har kollideret med en iransk fiskekutter.

Det svenske rederi Stena Bulk, der ejer olietankeren, meddeler derimod, at fartøjet 'til fulde overholdt alle søfartsregler og internationale regler', skriver nyhedsbureauet dpa.

Rederiet tilføjer, at der ikke er meldinger om, at skibets besætning skal være kommet noget til.

Tankskibet 'Mesdar', som er indregistreret i Liberia, blev kortvarigt stoppet af iranske myndigheder i går, men fik lov at sejle videre.

/ritzau/

Facebook
Twitter