Britisk topminister i lækket samtale: Parlamentet vil bremse no-deal

Theresa Mays trussel bliver undergravet indefra, siger ekspert.

Finansminister Phillip Hammond kaster grus i Theresa Mays forhandlingstaktik. (Foto: Neil hall © Scanpix)

Den britiske finansminister, Phillip Hammond, har forsøgt at berolige en række erhvervsledere midt i det kaos, som Storbritanniens afsked med EU har udviklet sig til.

Efter Theresa May på spektakulær vis havde tabt en afstemning om sin skilsmisseaftale med EU i underhuset, holdt Hammond en telefonkonference med topchefer fra blandt andet selskaberne Amazon, Siemens og Tesco.

Under konferencen nedtonede Hammond truslen om, at Storbritannien kan forlade EU uden en aftale, viser en afskrift af samtalen, som avisen The Daily Telegraph har fået.

Finansministeren henviste til et lovforslag, som den konservative parlamentariker Nick Boles står bag. Lovforslaget vil udsætte Storbritanniens exit fra EU, hvis det britiske underhus ikke er blevet enige om en skilsmisseaftale.

Sådan som Phillip Hammond tolker situationen, vil lovforslaget fungere som en forsikring mod, at briterne forlader EU 29. marts uden en aftale, som sørger for, at afskeden sker under ordnede forhold.

Undergraver May

Den britiske premierminister, Theresa May, klarede i går en mistillidsafstemning i underhuset, og bagefter gik hun straks i gang med at forhandle med de andre partiledere om skilsmisseaftalen.

Theresa May har hele tiden brugt truslen om "no-deal" som et trumfkort, der kan tvinge de andre partier til at samarbejde, påpeger Storbritannien-eksperten Hans-Christian Andersen, der er tidligere lektor ved Northumbria University i Newcastle.

Og derfor er den lækkede telefonkonference med finansminister Phillip Hammond et betydeligt irritationsmoment for Theresa May.

- Hammond stillede sig op og sagde, at det her med no-deal - det skal I ikke være bange for, det vil parlamentet slet ikke tillade. Det vil sige, at han undergravede Theresa May.

- Det vil sige, at selv inden for sit eget parti har hun ikke magten. Der er også en stærk fløj, der siger: Vi skal nok nå frem til en aftale.

Labour: Stop med at true med no-deal

Netop skrækscenariet om no-deal afholder i øjeblikket det store oppositionsparti Labour fra at tage imod Theresa Mays tilbud om en ny forhandling af skilsmisseaftalen.

- Regeringen må en gang for alle klart fjerne katastrofen om en no-deal exit fra EU og hele det kaos, som det ville udløse, sagde Labours leder, Jeremy Corbyn, i går, i minutterne efter at hans forsøg på at vælte regeringen med et mistillidsvotum var slået fejl.

Hans-Christian Andersen forventer dog, at Labour på et tidspunkt kommer til at tale med Theresa May.

- Men i første omgang siger Labour: Det skal ikke kun være på dine betingelser. Hvis der skal være enighed, så skal du vise noget fleksibilitet med det samme.

Facebook
Twitter