Brexit

Britiske baconpriser eksploderet efter Brexit

Kinesiske opkøb af britisk svinekød skubber priserne i vejret for britiske forbrugere.

Efterspørgslen på britisk bacon har fået priserne til at stige med 38 procent. (Foto: Rick Wilking © Scanpix)

Det bugner med bacon på de kinesiske spiseborde, men i Storbritannien må mange undvære.

Prisen på britisk bacon er nemlig steget dramatisk, siden briterne ved folkeafstemningen for et par måneder siden stemte for at træde ud af EU.

Og Kina har udnyttet den faldende kurs på pundet til at opkøbe store mængder britisk bacon billigt. Det skriver flere britiske medier, herunder The Guardian.

Den store kinesiske efterspørgsel på det britiske bacon har fået priserne i Storbritannien til at stige med 38 procent.

Størstedelen af prisstigningen rammer de supermarkeder, der køber kødet, men også de britiske forbrugere oplever en prisstigning på 19 procent.

Oversvømmelser og dyre madvaner

Kinesernes trang til britisk svinekød skyldes primært landets egen mangel på hjemligt svinekød.

Omfattende oversvømmelser har nemlig gjort store indhug i den kinesiske svineproduktion, og kombineret med madvanerne hos landets voksende middelklasse, der tæller knap en kvart milliard mennesker, har det skabt en voldsom efterspørgsel på svinekød.

Ifølge britiske medier har Kina øget importen af svinekød fra EU med 60 procent og importeret intet mindre end 1,2 million ton svinekød i årets første seks måneder.

Det danske slagteri Danish Crown har tidligere på året også berettet om stigende efterspørgsel på dansk svinekød fra Kina.

Virksomhedens forventning er, at efterspørgslen kun vil blive endnu større i løbet af 2016.

Facebook
Twitter