Britiske influencere går med til at stoppe skjult reklame

Meldingen kommer efter særligt fokus fra de britiske konkurrencemyndigheder.

Den britiske sangerinde Rita Ora er blandt kendisserne, som lover mere gennemsigtighed i sine opslag på sociale medier. (Foto: SUZANNE PLUNKETT © Scanpix)

Når sangerinden Rita Ora deler et billede på det sociale medie Instagram, så dukker det op i nyhedsoverblikket hos de mere end 14 millioner personer, som følger hende.

De skal fremover ikke være i tvivl om, hvorvidt der er tale om reklame, når hun skaber opmærksomhed om et produkt på de sociale medier.

Hun er nemlig en af de såkaldte influencere, der er gået med til at oplyse, hvis hun har modtaget gaver eller lån, når hun reklamerer for et produkt, skriver BBC.

Aftalen med den britiske sangerinde og mindst 15 andre online-kendisser er indgået med de britiske konkurrencemyndigheder, CMA, der har influencere i deres søgelys.

Risikerer fængsel

De britiske konkurrencemyndigheder oplyser ikke, om de 16 navngivne influencere har brudt forbrugerlovgivningen, men fortæller, at de alle er gået med til at ændre deres praksis efter en undersøgelse, beretter BBC.

Bryder de lovgivningen, risikerer de ifølge det britiske medie store bøder eller op til to års fængsel.

Omtale af produkter på de sociale medier kan booste produkter, men også vildlede, lyder det fra konkurrencemyndighederne, som har undersøgt britiske influencere siden august.

- Du bør kunne se, så snart du ser et opslag, om der er en form for betaling eller belønning involveret, så du kan beslutte dig for, om noget virkelig er værd at bruge dine hårdt tjente penge på, siger den administrerende direktør i CMA, Andrea Coscelli, til The Guardian.

Ifølge det britiske medie kan influencere få flere hundredetusinder kroner for blot et enkelt opslag på sociale medier. Det kan eksempelvis være opslag om bestemte tøjmærker, biler eller ferieophold.

I Danmark er skjult reklame forbudt ifølge markedsføringsloven. Den fastslår, at det skal være tydeligt for modtageren, hvis der er kommercielle interesser bag en omtale.

Facebook
Twitter