Britiske konservative taber terræn

De konservative i Storbritannien taber terræn i en ny meningsmåling. Partiet står dog stadig til at få flere stemmer end Labour.

De Konservatives leder, David Cameron, vil næppe være begejstret for dagens meningsmåling. (Foto: LUKE MACGREGOR © Scanpix)

Det skandaleplagede britiske arbejderparti Labour får i en meningsmåling i dag en lille smule at glæde sig over. Partiet er nu ikke nær så langt bag oppositionspartiet De Konservative, som det har været.

Faktisk står de konservative i en meningsmåling i Daily Mirror i dag til den laveste tilslutning blandt vælgerne i to år.

I september 2008 førte partiet med 28 procentpoint foran Labour. Det forspring er nu svundet ind til kun fem procentpoint. Ifølge meningsmålingen ville de konservative få 35 procent af stemmerne, Labour 30 og Liberaldemokraterne 21 procent.

Labour stadig størst i parlamentet

På grund af det britiske valgsystem ville Labour alligevel blive det største parti i parlamentet, men ikke stort nok til at få flertal. Det forudser Sky News på sin hjemmeside.

Der skal være valg i Storbritannien en gang i foråret. Den mest sandsynlige valgdato er den 6. maj, men valget er endnu ikke udskrevet.

Meningsmålingen er i alt fald delvist lavet inden den seneste skandale i Labour blev kendt. Den handler om at forhenværende ministre fanget med skjult kamera har erklæret sig villige til lobbyarbejde for virksomheder, mod klækkelig betaling.

Facebook
Twitter