Britiske medier kalder finansministeren 'skatte-klovn': Nu går IMF også til angreb på hans skattelettelser

Den britiske regerings plan om at sænke skatterne kan medføre en række uønskede effekter, lyder advarslen.

Den britiske finansminister, Kwasi Kwarteng, har måttet stå model til lidt af hvert, siden han i sidste uge præsenterede et skatteudspil, der bød på relativt store nedslag i skatten. (Foto: © JESSICA TAYLOR/HOUSE OF COMMONS, UK PARLIAMENT)

Det britiske pund er styrtdykket, efter landets konservative regering for nylig præsenterede en stor plan for at sænke skatten.

I går var pundet meget tæt på at nå ned på samme niveau som den amerikanske dollar, hvilket ville have været første gang nogensinde.

Det har fået de britiske tabloidmedier til at gå i flæsket på finansminister Kwasi Kwarteng. De kalder ham en "skatte-klovn" og bebrejder ham, at pundet er styrtdykket.

Og nu har Den Internationale Valutafond, IMF, ligefrem opfordret den britiske regering til at genoverveje sine planer om at sænke skatterne. Det er ellers sjældent, de går ind og kritiserer større landes regeringer for deres politik.

Her er det tabloidmediet Daily Stars avisforside fra i går, hvor den britiske skatteminister står for skud.

Risikerer at øge inflation

IMF peger på, at skatteplanen risikerer at modarbejde den britiske nationalbanks forsøg på at tøjle inflationen i Storbritannien, som ligeledes volder problemer. Ligesom den britiske regerings udspil ifølge IMF risikerer at skabe uro.

I august var priserne således 9,9 procent højere end i samme måned i 2021.

- Briterne er enormt bekymrede for, hvad det her kommer til at betyde. Storbritannien importerer 46 procent af alle fødevarer, langt de fleste fra EU, og de kommer til at blive dyrere, fortæller Tinne Hjersing Knudsen, der er DR's korrespondent i Storbritannien.

Den britiske regering planlægger at sænke skatterne med cirka 380 milliarder kroner. Og det er fortrinsvist de rigeste i det britiske samfund, de sænkede skatter vil komme til gode.

Det britiske medie The Times har eksempelvis set på, hvad en fodboldspiller i den bedste engelske række, Premier League, får ud af skattesænkningen. Han vil få to millioner kroner mere mellem hænderne om året, hvis den britiske regering gennemfører planen.

I forvejen ligger gennemsnitslønnen for en fodboldspiller i Premier League på godt 33 millioner kroner om året. Til sammenligning ligger mindstelønnen i landet på knap 12.000 kroner om måneden. Eller knap 150.000 kroner om året.

I videoen kan du høre, hvordan en indbygger i Warrington har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

Kan få negativ effekt herhjemme

Storbritannien er en af Danmarks største handelspartnere, og derfor skal rystelserne i den britiske økonomi ikke være særligt store, før det påvirker økonomien her i Danmark.

- Når valutaen som i det her tilfælde bevæger sig i den forkerte retning, så bliver det dyrere for briterne at købe vores varer. Og det er bekymrende for danske virksomheder, at de så får det sværere på det britiske marked, lyder vurderingen fra Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.

- Der er ingen tvivl om, at hvis det britiske pund fortsat svækkes, så vil vi tabe britiske eksportordre i millardstørrelsen.

I går morges faldt det britiske pund med fem procentpoint på blot tyve minutter, og det vækker grund til bekymring, forklarer Allan Sørensen.

- Det er et marked, der har været præget af uro i mange år med brexit og politisk uro. Vi savner lidt stabilitet på det britiske marked, så vi kan begynde at genvinde noget eksport. For det britiske marked er et af dem, vi har klaret os dårligst på de seneste år.

Problemer for Liz Truss

Den økonomiske røre er ikke ligefrem noget, den nyligt tiltrådte premierminister, Liz Truss, har brug for. Det vurderer, Tinne Hjersing Knusen.

- Hun har ikke engang været premierminister i en måned, og hun har allerede formået at blive enormt upopulær i den britiske offentlighed og i det konservative parti.

- De konservative er ramt helt inde i hjertet af deres identitet med den her krise, for de ser sig selv som de økonomisk ansvarlige politikere i Storbritannien. Det hænger dårligt sammen med et historisk svagt pund og usædvanlig kritik fra IMF, siger Tinne Hjersing Knudsen.

Liz Truss blev udpeget som ny leder af det konservative parti i Storbritannien i begyndelsen af september. I samme ombæring blev hun landets premierminister, hvor hun overtog posten fra sin partifælle, Boris Johnson, der måtte gå af på grund en række skandaler.

Liz Truss(nummer to fra venstre) sammen med finansminister, Kwasi Kwarteng, i Underhuset. (Foto: © JESSICA TAYLOR/HOUSE OF COMMONS, UK PARLIAMENT)