Britiske medier om prins Andrew: 'Ydmygelsen er komplet'

Selvom prinsen har trukket sig fra sine offentlige pligter på ubestemt tid, mener flere eksperter, at skaden er sket for kongehuset.

Flere firmaer og selskaber har efter interviewet med BBC stoppet deres samarbejde med prins Andrew. (Foto: Richard Wainwright © Scanpix)

'Ydmygelsen er komplet'. 'Det her er den eneste vej, han kunne gå'.

Det er nogle af reaktionerne på, at den britiske prins Andrew - dronning Elizabeths tredje barn - trækker sig fra sine offentlige pligter 'på ubestemt tid'.

I lørdags forsøgte han i et interview med BBC at forklare sit forhold til den amerikanske rigmand Jeffrey Epstein, som blev idømt 13 måneders fængsel for rufferi.

Prinsen er blevet sat i forbindelse med et af Epsteins formodede ofre, Virginia Giuffre - tidligere Roberts - som i 2015 fortalte, at hun tre gange var blevet tvunget til at have sex med prinsen. Noget, prinsen flere gange benægtede i interviewet.

Men selvom prinsen nu trækker sig fra sine offentlige pligter, mener flere, at skaden er sket.

- Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om penge og titler, og om prins Andrew har en rolle i den videre efterforskning af Epstein. Men lige nu er ydmygelsen komplet. Han blev født i offentlighedens rampelys, men trækker sig nu til et privat liv. Og monarkiet er rystet, siger BBC's kongehus-korrespondent Jonny Dymond.

- Tilbagetrækningen sker ikke for tidligt. Det vil tage år at reparere de skader, han har pådraget den kongelige familie, siger Christopher Wilson, forfatter til flere kongelige biografier, ifølge det britiske medie The Telegraph.

Sagen er uden fortilfælde

Sagen har været et af de helt store samtaleemner i Storbritannien. Den seneste udvikling er derfor også at finde på næsten alle landets avisforsider i dag.

- Det er umuligt ikke at opdage nyheden. Og det er også første gang, man ser det her: At en højt rangeret person i kongehuset frivilligt trækker sig fra offentligheden, fordi man er involveret i en skandale. Der har været skandaler før, men det her er bare blevet så voldsomt, fortæller Kim Bildsøe Lassen, DR's korrespondent i Storbritannien.

I en officiel erklæring skriver prinsen:

- Efter de seneste par dage står det klart for mig, at omstændighederne omkring min tidligere relation med Jeffrey Epstein er blevet en kæmpe udfordring for min families arbejde, lyder det blandt andet fra prinsen.

I erklæringen gør han alt det, han ikke gjorde i interviewet, siger Kim Bildsøe Lassen.

- Han skriver, at han har sympati med ofrene og håber, de kommer videre - noget, han slet ikke kom ind på i interviewet, selv om han blev spurgt om det flere gange. Og han beklager også sit forhold til Jeffrey Epstein.

Prins Andrew skriver også, at han er klar til at hjælpe med efterforskningen af Epstein.

Advokaten Gloria Allred, der repræsenterer flere af Epsteins ofre, opfordrer ham til at melde sig frivilligt til at samarbejde 'uden betingelser og med det samme'.

Hun siger til BBC, at prinsens interview rystede flere af hendes klienter på grund af 'manglen på empati og sympati'.