Bror til politidræbt ønsker fred, men forstår demonstranter: 'Folk føler den samme smerte, som jeg føler'

Demonstrationer flere steder i USA er endt i uroligheder, efter en sort mand døde under en anholdelse i mandags.

Demonstranter og politifolk sloges i Atlanta, da demonstrationer blev til optøjer. (Foto: JOHN AMIS © Scanpix)

- Jeg ønsker, at alle er fredelige. Men folk er splittede og sårede, fordi de er trætte af at se sorte mænd dø konstant, igen og igen.

Sådan siger Philonise Floyd til CNN. Han er bror til 46-årige George Floyd, der mandag mistede livet i politiets varetægt i Minneapolis i USA. En video viser, hvordan en betjent trykker sit knæ mod George Floyds hals, mens han ligger på jorden og

gentagne
gange siger, at han ikke kan trække vejret.

Floyds død har ført til en lang række demonstrationer og uroligheder over hele landet, hvilket blandt andet sendte Det Hvide Hus i Washington D.C. i kortvarigt lockdown. I Atlanta er politistationer og tv-stationen CNN's bygninger blevet udsat for

hærværk
. Der har desuden været optøjer i blandt andet New York,

Philonise Floyd deler demonstranternes harme, men opfordrer dem til at være fredelige.

- Jeg ønsker ikke, at de skal reagere på den måde, men jeg kan ikke stoppe dem nu, for de føler smerte. De føler samme smerte, som jeg gør, siger han.

- Gå hjem

Atlantas borgmester, Keisha Lance Bottoms, tager skarpere vendinger i brug overfor demonstranterne.

- Dette er ikke en protest. Det er ikke i Martin Luther King Jr.'s ånd. Dette er kaos, siger hun på et

pressemøde
ifølge blandt andre mediet The Hill.

- Da Doktor King blev dræbt, gjorde vi ikke det her mod vores by.

- Så hvis du elsker denne by, denne by som har en tradition for sorte borgmestre og sorte politidirektører og folk, der holder af denne by, hvor mere end 50 procent af virksomhederne i Atlanta er minoritetsejede, hvis du holder af denne by, så gå hjem, siger hun.

Fire betjente er fyret

Ifølge politiet i Minneapolis så George Floyd ud til at være påvirket, da de mandag aften anholdt ham. Ifølge politiets forklaring modsatte han sig anholdelsen, og resultatet heraf kan ses i videoen herunder.

Se en del af videoen herunder. Vi skal advare om voldsomme billeder.

Fire betjente, heriblandt Derek Chauvin, som pressede sit knæ mod George Floyds hals, er blevet fyret. Derek Chauvin er siden blevet anholdt og sigtet for drab.

Borgmesteren i Minneapolis, Jacob Frey, sagde på et

pressemøde
tidligere på ugen, at betjentens opførsel ikke stemte overens med det arbejde, man har gjort for at forbedre forholdet mellem politiet og borgerne.

- Når du hører nogen råbe om hjælp, så skal du hjælpe. Denne betjent fejlede i den mest

basale
menneskelige forstand, sagde han.

Siden har han

opfordret
til ro og orden i byen.

- Vrede og tristhed er ikke kun forståeligt, det er rigtigt. Det afspejler den sandhed, vores sorte samfund har levet med, siger han.

- Vi må genoprette freden, så vi kan udføre dette hårde arbejde sammen.

Bror vil have retfærdighed

Omstændighederne ved Floyds død trækker spor tilbage til Eric Garner, der i 2014 blev brutalt anholdt i New York.

Garner, der var sort, sagde også "jeg kan ikke trække vejret" flere gange, mens han blev holdt nede på et fortov og senere døde. Dette førte til en lang række protester og debat om politiets misbrug af magt, særligt over for sorte mænd.

Philonise Floyd har en klar besked til politiet.

- Begynd at gøre jeres arbejde ordentligt, for det har jeg ikke set. Jeg er træt af at se sorte mænd dø. Black lives matter too (sorte liv betyder også noget, red.), siger han, inden han bryder grædende sammen i interviewet med CNN.

Da han har fattet sig, fortsætter han:

- Jeg vil have retfærdighed.

Facebook
Twitter