Brunei vil stene homoseksuelle: Nu boykottes styrets selskaber i stor stil

Både virksomheder, universiteter og berømtheder har meldt sig i koret mod det sydøstasiatiske land.

Bruneis sultan, Hassanal Bolkiah, ejer en lang række selskaber og er god for mere end 100 milliarder kroner (arkivfoto). (Foto: - © Scanpix)

En bølge af kritik og økonomiske konsekvenser vælter for tiden ned over styret i det sydøstasiatiske land Brunei, der netop har indført islamisk sharialovgivning.

Både berømtheder og almindelige brugere har iværksat en kampagne mod styret på sociale medier, hvor de opfordrer til at boykotte selskaber ejet af styret i Brunei.

Og flere og flere virksomheder har fulgt opfordringen, som dagene er gået, skriver flere medier herunder Business Insider og CNN.

Den nye lovgivning trådte i kraft onsdag og betyder, at homoseksuel sex og sex uden for ægteskabet kan straffes med døden ved stening.

Lovgivningen er blevet fordømt af statsledere og organisationer verden over, men det har ikke påvirket Bruneis øverste leder, sultan Hassanal Bolkiah.

Han vil imidlertid givetvis kunne mærke det på bundlinjen i flere af de statsejede virksomheder.

Startede med boykot af hoteller

Det hele begyndte at rulle, da kampagnen som det første opfordrede til at boykotte ni luksushoteller, som er ejet af sultanen. Hotellerne ligger i Europa og USA og tæller blandt andet The Dorchester i London og The Beverley Hills Hotel i Los Angeles.

Et billede, der lister hotellerne og opfordrer til boykot, blev hurtigt delt tusindvis af gange på sociale medier, heriblandt af berømtheder som musikeren Elton John og tv-værten Ellen DeGeneres.

Skuespilleren George Clooney gik skridtet videre og skrev et debatindlæg på mediet Deadline, hvor han ligeledes opfordrede til boykot.

- Hver gang vi bor på, holder møde på eller spiser på nogen af de her ni hoteller, sender vi penge direkte i lommerne på mænd, som vælger at stene eller piske deres egne borgere til døde for at være homoseksuel, skrev han.

Ellen DeGeneres delte opslaget på Twitter. (© Ellen DeGeneres)

Det kulminerede hurtigt i, at otte af hotellerne slettede deres profiler på Twitter.

Efterfølgende har en lang række virksomheder og institutioner fulgt trop med boykot. Heriblandt har Deutsche Bank og avisen Financial Times droppet at bruge hotellerne.

Prisuddelingshow og universiteter slutter sig til

Derudover har flyselskabet Virgin Australia annulleret en aftale for sine ansatte, der kunne få rabat hos Bruneis flyselskab, Royal Brunei, mens den australske delstat Queensland også har suspenderet et samarbejde med samme selskab.

Det schweiziske rejseselskab for især unge STA Travel har også droppet at bruge flyselskabet.

Det britiske prisuddelingsshow TV Choice Award har droppet at afholde showet på hotellet The Dorchester, mens det offentlige transportselskab i London, Transport of London, har sagt, at det vil fjerne reklamer for turisme i Brunei, hvor landet kalder sig 'fredens hjem'.

Aberdeen University i Skotland har meldt ud, at det overvejer at ophæve den æresgrad, som man tildelte sultan Bolkiah i 1995. Det samme overvejer universitetet King's College London, der tildelte sultanen et æresdoktorat i 2011.

Samtidig har 47.000 personer sat deres signatur på en underskriftindsamling, der kræver, at det prestigefylte Oxford Universitet følger i de ovennævntes fodspor.

Brunei

Sultanen er Bruneis øverste leder og er ikke på valg. Landet har de senere år indført en række strenge islamiske love. Blandt andet med bøder eller fængselsstraf for at udeblive fra fredagsbøn og for graviditet uden for ægteskabet.

Facebook
Twitter